Nordisk meteorologikursus på DMI
Hvert år mødes 25 meteorologer fra norden og de baltiske lande på et kursus og samtidig erfaringsudveksling. I 2012 afvikles kurset på DMI fra den 7. til den 11. maj.
NOrdisk MEteorologisk Kompetensutveckling (forkortet NOMEK) er navnet på det tilbagevendende kursus, hvor meteorologer bliver undervist i de nyeste metoder inden for faget.
Meteorologer bliver undervist af 11 eksperter fra henholdsvis de nationale institutter fra de nordiske lande, Canada samt EUMETSAT (European Organisation for the Exploitation of Meteorological Satellites).
Forbedrede metoder
Formålet med kurset er, at udveksle viden og erfaringer landene imellem. Det skal sikre, at meteorologerne kontinuerligt optimerer brugen af de meteorologiske redskaber, der er til rådighed i det daglige arbejde med at lave vejrudsigter.
Derudover er det vigtigt, at opbygge og fremme et godt netværk mellem de meteorologiske eksperter, der udvikler værktøjerne, og de meteorologer, der udarbejder vejrudsigterne.
Kursets opbygning og indhold 2012
"Dette års kursus er bygget op sådan, at kursisterne arbejder sig gennem alle de processer, meteorologerne normalt overvejer, når de udarbejder vejrudsigter. Vi har bestræbt os på i år, at rækkefølgen af undervisningsindslagene ugen igennem afspejler det forløb, meteorologerne normalt følger i deres daglige arbejde. Alle processer fra start til slutprodukt er med", fortæller Birgitte Knudsen, der er DMI's koordinator for dette års kursus.
Først bliver kursisterne undervist i brugen af observationer som for eksempel satellit- og radarbilleder. Derefter i de dynamiske overvejelser, som meteorologerne skal gøre sig, samt brugen af de numeriske prognoser. Sidst men ikke mindst i de menneskelige vurderinger og beslutninger, meteorologerne skal træffe før vejrudsigterne sendes ud til brugerne.
7. maj 2012.