Ny bundrekord for isen i Arktis
Isen i Arktis dækker netop nu et mindre område end på noget andet tidspunkt siden satellit-målingerne begyndte. Isen bliver gradvist mere og mere sårbar overfor sommerens afsmeltning, forklarer isforsker der netop er vendt hjem fra nordpolen.
Den 26. august 2012 - da der fortsat var mere end to uger tilbage af smelte-sæsonen - nåede isudbredelsen i Arktis under det absolutte minimum der blev målt i 2007. Efterfølgende er isdækket fortsat med at svinde.
Her midt i september er smeltesæsonen nær sin afslutning og isudbredelsen har nået et nyt bundniveau på blot omkring 3,4 millioner kvadratkilometer. Det er dermed op mod 0,7 millioner kvadratkilometer under den tidligere laveste isminimum fra 2007.
Alle områder i Arktis, med undtagelse af Grønlandshavet, har isudbredelse langt under normalen.
Bunden er nået
"Vi mister dog næppe ret meget mere is i år. Iskanten nord for Svalbard smelter fortsat lidt nordpå, mens den andre steder i Arktis er begyndt at rykke sydover igen", siger Leif Toudal fra DMI's sektion for ocean og is.
"Siden vi begyndte de systematiske målinger af havisen med satellit i efteråret 1978, er isudbredelsen i Arktis om sommeren faldet med omkring 45% ", fortæller Rasmus Tonboe, der netop er kommet hjem til Danmark efter et forskningstogt, der bragte ham helt op til Nordpolen om bord på den svenske isbryder Oden.
Målinger med ubåde, felt-kampagner og computer-simuleringer viser, at det ikke kun er udbredelsen der er svundet. Også tykkelsen af havisen er næsten halveret siden 1970'erne og 1980'erne.
"Et godt bud er, at der nu blot er mellem 1/3 og 1/4 af is-volumenet tilbage i sommerperioden", påpeger Leif Toudal.
Tynd is er sårbar is
Denne udtynding af havisen er en af årsagerne til, at vi har set en serie af meget lave sommer-isudbredelser i Arktis de seneste ti år.
"Havisen i Arktis ligger aldrig stille - den bevæger sig med vinden rundt i bestemte mønstrer", forklarer Rasmus Tonboe.
"Der er dels den såkaldte transpolare isdrift, som driver isen fra Sibiriens kyster over Nordpolen mod Framstrædet og ned langs Grønlands østkyst, hvor det gradvist smelter. Hertil kommer, at isen i den vestlige del af Arktis driver fra Nordpolen ned mod Grønland videre mod Canadas nordkyst og tilbage mod Nordpolen igen, i det man kalder Beaufort Gyren. Dette loop sørgerede tidligere for, at isen kunne cirkulere i flere år og vokse sig meget tyk og robust. Dengang var næsten hele det Arktiske Ocean hele året dækket af tyk polaris, som kunne modstå selv varme somre".
Stigende temperaturer, og den efterfølgende udtynding af isen, betyder imidlertid, at isen gradvist er blevet mere sårbar overfor sommerens afsmeltning.
"Omkring årtusindeskiftet begyndte sommerafsmeltningen at gnave af Beafort Gyren. Det betød, at den is der returnerede mod Nordpolen fra Beauforthavet om efteråret ikke længere var tyk polaris men derimod tynd nyis. Den gamle, tykke polaris er derfor nu næsten forsvundet fra Arktis. Den tynde is er sårbar overfor naturlige udsving i sommerens afsmeltning og det gør også, at afsmeltningsraten generelt er højere i dag sammenlignet med 1980’erne og 1990’erne", siger Rasmus Tonboe.
Netop vejrforholdene i løbet af sommeren 2012 har været lidt blandede. I løbet af sommeren har der været både varme og kolde perioder i Arktis og afsmeltningsraten har svinget mellem 0 og 200.000 kvadratkilometer om dagen
Isfrit Arktis - men hvornår?
Rasmus Tonboe fortæller, at de fleste computermodeller forudser, at det Arktiske Ocean bliver isfrit om sommeren i fremtiden.
"Det er en konsekvens af den øgede mængde drivhusgasser i atmosfæren som fører til en højere temperatur globalt. Der er dog ikke enighed om, hvornår Arktis bliver isfrit. Forskellige forskere giver bud på alt fra 2 over 20 og 100 år. Det skyldes dels; at havisen er et meget kompliceret system at simulere; dels at sommerens vejrforhold spiller en betydelig rolle for afsmeltningen det enkelte år og dermed isudbredelsen. Specifikke vejrforhold er normalt ikke en del af klimamodeller".
Tre DMI-forskere, heriblandt altså Rasmus Tonboe, er netop vendt hjem fra den danske ekspedition LOMROG III til Nordpolen. Undervejs har de målt både vand, is og luft. Daglige målinger af den type er meget sparsomme i Arktis. Derfor var en vigtig del af forskningsarbejdet, at måle f.eks. overfladetemperaturen på selve isen så de tilsvarende målinger med satellit kan kalibreres. Med en endnu bedre fortolkning af data fra satellitterne er der mulighed for at forstå havisudviklingen og forhåbentlig forbedre modellerne og deres forudsigelser.
Har kan du læse hvordan forskerne opnår sikre bestemmelser af havisens udbredelse.
20. september 2012.
