"Slud og vinterlige byger"

Efterårsferien er kun lige slut, og nu puster vinteren os koldt i nakken. For første gang i denne vintersæson findes ord som 'slud' og 'vinterlige byge' i vejrudsigten.

Når vejrudsigten frem til og med weekenden i uge 43 nærlæses, bliver vi mindet om, at vinteren lurer forude. Temperaturkurven falder langsomt, og sidst på ugen dykker den så langt ned om natten, at kurven bliver blå.

Det er vinterligt, og løftes blikket op til vejrsymbolerne, opdager vi, at også de har fået et vinterligt udtryk. Under skyen lørdag er der nemlig dukket et sludsymbol op.

Går vi et spadestik dybere i vejrudsigten og læser meteorologernes tekstudsigt, så genfinder vi vintertrækkene.

Natten til fredag og fredag står der i udsigten udsendt mandag 11.15 klart og tydeligt 'enkelte byger til dels med slud', og længere nede i natten til lørdag dukker det næste kolde indslag op med 'enkelte vinterlige byger'.

Meteorologerne øjner kulde forude og signalerne fra dem er tydelige:

"Vi går en kold weekend i møde. Den kommer til at stå i skarp kontrast til den forgangne weekends milde væsen med helt sommerlige temperaturer. Skiftet er ikke usædvanligt. Næsten hvert efterår oplever vi markante temperaturskift over kort tid," siger DMI's vagtchef Steen Rasmussen.

22. oktober 2012.

Se flere nyheder fra DMI  ♦ Modtag pressemeddelelser fra DMI på mail
Hent vores app til iPhone eller Android ♦ Følg DMI på X, LinkedIn og Instagram

Viden om vejr og klima

Se alle