Tidligt snefald gav problemer i Beijing

New York er ikke den eneste storby, der oplever usædvanligt vejr i øjeblikket. De seneste dage bød på et tidligt snefald i Kinas hovedstad, Beijing.

Det er ikke usædvanligt, at der falder sne i Beijing. Men i weekenden oplevede byen et både tidligt og kraftigt snefald i forhold til den normalt tørre periode, de har om vinteren. I gennemsnit falder der meget lidt nedbør fra november til marts i Beijing på de kun en til to dage med nedbør per vintermåned.

Ikke desto mindre bød weekenden på snefald i den kinesiske hovedstad, der fra lørdag til søndag morgen fik hele 58 millimeter nedbør som en blanding af både sne, slud og isslag. Hver en millimeter nedbør, der falder som sne, svarer til en centimeter sne.

Weekendens mange millimeter satte ny rekord for et døgn mellem november og marts, siden man begyndte at måle i 1951. Til sammenligning falder der normalt kun 6 millimeter på en hel november i Beijing.

Uvejret var forudsagt og byen var parat

Sneen faldt i forbindelse med et lavtryk, der sent fredag udviklede sig over det nordlige Kina med tilhørende fronter og trak mod øst. Samtidig drev kold luft oppe i atmosfæren fra det indre Kina mod nordøst og indhentede lavtrykket i løbet af lørdagen. Dette forstærkede fronten og gav kraftigere nedbør, der enkelte steder også var i bygeform.

Uvejret var forudsagt og satte Beijing og omegn i alarmberedskab. I den centrale del af byen var der udstedt det næsthøjeste af fire varslingsniveauer, mens der i den nordvestlige del af byen var varslet på højeste niveau.

Tre omkomne og stort rydningsarbejde

I selve byen satte uvejret, ifølge CNN, 60.000 i arbejde med at fjerne sne fra vejene. Værre var det uden for byen. Flere steder i den omkringliggende Hebei-provins faldt der mere sne, og det gav snedriver på op til 40 centimeter.

Ifølge nyhedsbureauet Xinhua, omkom tre japanske turister. De blev fanget i uvejret under en vandretur på en urestaureret del af den kinesiske mur. Turguiden og en fjerde turist på turen blev reddet.

På motorvejene gav sneen også kaos. Omkring 700 biler var strandet i 22 timer på Badaling-motorvejen, der går fra Beijing og ud til et stykke af den kinesiske mur. Herfra blev cirka 2000 evakueret af det paramilitære politi.

Vejret ser bedre ud for de kommende dage, hvor der forventes temperaturer mellem ti grader og frysepunktet og ingen nedbør.

6. november 2012.

Se flere nyheder fra DMI  ♦ Modtag pressemeddelelser fra DMI på mail
Hent vores app til iPhone eller Android ♦ Følg DMI på X, LinkedIn og Instagram

Viden om vejr og klima

Se alle