Tropisk lavtryk ramte Bangladesh
Torsdag fejede det tropiske lavtryk Bob 01 hen over Bangladeshs sydøstlige distrikt Noakhali. 23 meldes omkommet, flere end 1.000 savnes, og mange har mistet deres hjem.
Det tropiske lavtryk Bob 01 blev en realitet i det Indiske Ocean onsdag den 10. oktober 2012. Blot et døgn senere havde det forvoldt stor skade inde over land i Bangladesh.
Mange huse i landets sydøstlige Noakhali-distriktet er bygget af træ, tin, jord og strå. Dermed er de lette ofre for vindens rasen og de store mængder regn, der falder i forbindelse med et tropisk lavtryk.
Lavtrykket var ikke forudsagt til at blive så kraftigt, og kom derfor bag på befolkning og myndigheder.
Særligt øen Hatiya, der ligger cirka 200 kilometer fra hovedstaden Dhaka, er hård medtaget. Alene på den ø er syv meldt omkommet og tusinde hjem er ødelagt.
På havet blev op mod 1.500 fiskere fanget i uvejret. Mange savnes fortsat.
Bob 01 opstod blandt andet ud fra resterne af tyfonen Gaemi, som ramte Vietnam fra øst den 6. oktober. Det kan være en af årsagerne til, at systemet var voldsommere end forventet.
12. oktober 2012.