Tusmørket overtager vinternatten

De lyse nætter er over os. Det vil de være frem til august, hvor det astronomiske tusmørke igen bliver afløst af den mørke 'vinternat'. Det er altsammen et spørgsmål om grader.

Digterne har besunget dem, malerne har gengivet dem, alle er vi fortrolige med dem - natten til den 5. maj begyndte de lyse nætter.

Med hvad er 'de lyse nætter' egentlig? Det er et af de spørgsmål, som DMI's Data- og klimainformation ofte får stillet.

De lyse nætter optræder fra primo maj til primo august på vore breddegrader. Tommelfingerreglen hedder fra 5/5 til 8/8 i København.

Som indeholdt i udtrykket 'de lyse nætter' virker natten - eller rettere nattehimlen - lys. Det skyldes, at Solen ikke synker ret langt under horisonten, efter den er gået ned. Sollyset kan dermed stadig nå at oplyse himlen natten igennem.

Det skyldes, at nordspidsen af Jordens rotationsakse på denne årstid hælder mod Solen. Definitionen på 'lyse nætter' er, at Solen er mindre end 18 grader under horisonten, fra den går ned, til den står op. Ved midsommer - umiddelbart før Skt. Hans - er Solen kun ca. 11 grader under horisonten midt på natten.

Tommelfingerreglen er blot en tommelfingerregel, og der er faktisk forholdsvis stor forskel på, hvornår de lyse nætter begynder alt efter, hvor du befinder dig i landet.

I nedenstående tabel kan du se, hvornår de lyse nætter begynder hos dig. Datoerne skal læses som 'Natten til [dato]'. Datoerne er ensartede langs breddegraderne.

By Første nat (2013) Sidste nat (2013) By Første nat (2013) Sidste nat (2013)
Skagen 28/4 (29/4) 11/8 (12/8) Aalborg 1/5 (1/5) 9/8 (10/8)
Aarhus 4/5 (4/5) 6/8 (7/8) København 6/5 (6/5) 5/8 (5/8)
Esbjerg 6/5 (7/5) 4/8 (4/8) Odense 7/5 (7/5) 4/8 (4/8)
Padborg 9/5 (9/5) 1/8 (2/8) Gedser 10/5 (10/5) 1/8 (1/8)

Rykker vi op til for eksempel Nordsverige, til polarcirklen, kommer Solen ikke under horisonten, og vi oplever midnatssol.

Om vinteren er det den modsatte situation. Nordspidsen af jordaksen hælder væk fra Solen, som derfor er meget langt under horisonten omkring midnat, så vinternatten er 'bælgsort'. Til gengæld træder stjernerne frem i rigt tal.

Typer af tusmørke

I samme boldgade får DMI's Data- og klimainformation også ofte spørgsmål om tusmørke. Hvad er det for en størrelse?

Vi skelner melle tre former for tusmørke:

  • Borgerligt tusmørke:
    ...er det, vi almindeligvis blot betegner som tusmørke, og ordet borgerligt er her modsætningen til nautisk. Er defineret ved, at Solens centrum er mindre end 6 grader under horisonten. Udendørs aktiviteter kan i reglen foregå uden kunstlys, og både horisontlinjen og genstande på jorden kan tydeligt ses.
  • Nautisk tusmørke:
    ...er defineret ved, at Solens centrum er mindre end 12 grader under horisonten. Som regel kan man se omridset af genstande på jorden, mens horisonten er vanskelig at skelne.
  • Astronomisk tusmørke:
    ...er defineret ved, at Solens centrum er mindre end 18 grader under horisonten. Man ser et mere eller mindre kraftigt genskær af Solens lys på himlen.

De lyse nætter er altså den periode, hvor der som minimum er astronomisk tusmørke hele natten.

5. maj 2012.

Se flere nyheder fra DMI  ♦ Modtag pressemeddelelser fra DMI på mail
Hent vores app til iPhone eller Android ♦ Følg DMI på X, LinkedIn og Instagram

Viden om vejr og klima

Se alle