Varm marts sigter mod ny temperatur-rekord
Foråret er over os. Fuglene synger, og Solen skinner i perioder, men mest markant er det dog, at det er usædvanligt lunt for årstiden. Middeltemperaturen for marts 2012 ligger foreløbigt på 4,5 °C.
Halvdelen af den marts er gået, og det har været lunt i betragtning af, at vi endnu kun er i den første forårsmåned. Middeltemperaturen for marts 2012 ligger foreløbigt på 4,5 °C. Det er hele 2,4 °C over normalen for marts, der ligger på 2,1°C.
Normalt er første halvdel af marts koldere end anden halvdel, fordi Solen kommer højere og højere op på himlen, og dagene bliver længere og længere. Den gennemsnitlige temperatur for de første 15 dage af marts, beregnet ud fra data fra 1961-90, er 1,4°C. Dermed ligger marts 2012’s første halvdel 3,1°C højere.
Den absolut højeste temperatur blev målt til 13,9 °C målt i København, og den absolut laveste temperatur blev målt til minus 4,2 °C nord for Birkerød i Nordsjælland.
Lunest har det været i den syd- og sønderjyske region, der har haft en middeltemperatur på 4,7°C, mens den køligste region har været Bornholm med 2,8°C.
Prognosen for den kommende uge peger på temperaturer mellem 5 og 10°C i dagtimerne, og fra midt på ugen op til 15°C. Holder det stik, kan måneden godt gå hen og ende rekordvarm. Den nuværende rekord er på 6,1 °C. Den blev sat i 1990 og tangeret igen i 2007.
Hvis marts 2012 skal tangere den nuværende rekord, skal døgnets middeltemperatur for resten af måneden blive 7,6°C.
Tør og næsten lige lidt til alle
Gennemsnitligt er der kun faldet 10 millimeter nedbør de første 15 dage i marts. Det er godt under normalen på 46 millimeter for hele måneden. Skal vi nå op på normalen, inden marts slutter, så har vi altså 36 millimeter til gode.
De regionale forskelle er ikke store for de første 15 dage af marts 2012, når det handler om mængden af nedbør. Sjælland og Bornholm har fået mindst med 8 millimeter i snit, mens Midt- og Vestjylland har fået mest og kan mønstre 12 millimeter i snit.
Forholdsvis solrig
Antallet af soltimer er gennemsnitligt oppe på 57 timer. Det svarer til 52% af normalen for marts måned. I betragtning af, at antallet af mulige soltimer stiger gennem måneden, så ligger dette tal forholdsvist højt. Normalen for antal soltimer i marts er 110 timer.
Det har været mest solrigt i København og Nordsjælland samt på Bornholm i de to første uger af marts 2012. I København og Nordsjælland er det gennemsnitligt blevet til 73 soltimer, mens bornholmerne har kunnet glæde sig over hele 82 soltimer.
17. marts 2012.