Vejrets detektiver: En påskesky?
Et næsten religiøst skue på himlen dissekeres til blot at være lysfænomen og en effekt af jetstrømmen.
Birgitte Harslund Sancoeur fra Næstved havde kameraet med på formiddagstur og observerede dette næsten religiøse skue på himlen.
Hvad sker der her, spørger Birgitte.
I den slags sager er DMI som regel nødt til at bede om hjælp fra højere magter, og hvem er højere end pensioneret seniormeteorolog - turned vejrdetektiv - Leif Rasmussen.
"Heureka," udbryder vejrdetektiven efter lidt betænkningstid. "Billedet viser to 'fænomener', dels jetstrømmen og dels et optisk fænomen. Det må være taget mod nordvest med ryggen til solen først på formiddagen. "
"Godt spottet," medgiver Birgitte.
"Jamen, så er sagen soleklar. Den vifteformede skydannelse er et bånd af cirrusskyer, som befinder sig i stor højde, normalt 8-10 kilometer, og består af iskrystaller. Den båndede struktur ser vi typisk på himlen, når jetstrømmen blæser over Danmark. Striberne strækker sig parallelt med vindretningen, som er fra nordvest. Når de synes at udstråle fra et punkt i horisonten, er det en perspektivisk virkning," deducerer Leif.
Satellitbilledet, der er nedtaget samtidig med Birgittes formiddagstur, viser det hele, set fra 800 kilometers højde. Tidligere billeder viste, at skyerne var dannet over de norske fjelde, henleder mestermystikeren os på.
"Den lyse bjælke på tværs af 'viften' i Birgittes billede er det optiske fænomen. Det er efter al sandsynlighed et halo-fænomen, dannet ved sollysets spejling i millioner af iskrystaller. Det kan strække sig som en cirkel horisonten rundt i samme højde som solen, men oftest ser man som her kun en mindre del af cirklen, og endnu oftere vil man slet ikke bemærke cirklen, da den har samme farve som skyerne. Fraværet af farver skyldes, at der er tale om en spejling og ikke en brydning af lyset. Navnet på fænomenet er en 'parhelisk cirkel', fordi de velkendte bisole (parhelium) optræder på samme cirkel," konkluderer vejrdetektiven.
Qui potest capere capiat
28. marts 2012.