De færøske fjelde dækket af sne - mere på vej
Natten til onsdag får Færøerne ganske hårdt vintervejr med sne og vindstød af stormstyrke.
I forbindelse med et lavtryk over Skandinavien strømmede kold luft mandag og natten til tirsdag ned over Færøerne fra nord. Det betød for april usædvanlig nattefrost flere steder. Og ikke mindst sne!
Tirsdag ligger sneen fortsat i fjeldene mange steder. Fotoet herunder er fra Sornfelli i ca. 750 meters højde.
Nulgrader-grænsen sladrer om sne
Mandag afslørede en vejrballon, at nulgrader-grænsen over Færøerne lå i 539 meters højde. I nat ved midnatstid var grænsen faldet til 187 meters højde.
"Vi bruger højden af nulgrader-grænsen som et groft pejlemærke, for i hvilken højde nedbøren vil falde som ren sne", fortæller meteorolog Jesper Eriksen, som tirsdag eftermiddag har ansvaret for DMI's nordatlantiske vejrudsigter.
"Sneen kan dog overleve et stykke under nulgraden-højden, da der går lidt tid før den smelter. Så i morges skulle man næppe særligt langt op i fjeldene før det blev hvidt", siger han.
Færøerne får udbredt nedbør resten af tirsdagen.
"I aften, selv i de lavere højder, kan nedbøren falde som slud eller sne. Men da der er lunere luft på vej op over Færøerne sydfra, går nedbøren de fleste steder hurtigt over i regn".
Mere af samme skuffe
Det er dog ikke slut med vintervejret endnu, påpeger Jesper Eriksen.
"Natten til onsdag går vinden igen om i nord. Det sænker langsomt højden af nulgrader-grænsen til mellem 150 og 200 meter. Det betyder, at nedbøren mange steder igen falder som sne. Og da der samtidigt blæser en hård kuling med vindstød af stormstyrke, bliver vejret særdeles råt at bevæge sig ud i", advarer meteorologen.
Onsdagen vejr byder på vekslende skydække med byger. Den meste nedbør vil nok falde som sne - i al fald hvis man er blot er en smule oppe i terrænet.
30. april 2013.