'Eks-Nemo' rusker Færøerne

En snestorm hærgede i det nordøstlige USA i weekenden. Den fik tildelt navnet Nemo. Resterne af Nemo-lavtrykket giver kraftig vind på Færøerne. Sidst på ugen når tilhørende koldfront Danmarks vestkyst i svækket tilstand.

I USA kæmper befolkningen i de nordøstlige stater fortsat med snemasserne efter weekendens snestorm, mens lavtrykket fjerner sig længere nord nordøst.

Onsdag den 13. februar 2013 ligger resterne af Nemo-lavtrykket syd for Island og de tilhørende fronter giver sne, slud og senere regn til Skotland og den nordlige del af England. Det engelske meteorologiske institut har udsendt varsler om sne og fygning for de to områder.

Længere mod nord får Færøerne også besøg af eks-Nemo. Nedbøren der bliver som regn, men før den ankommer blæser det op. Meteorologerne forventer kuling til hård kuling omkring sydøst, 15 til 20 m/s, på udsatte steder en overgang op til stormende kuling, 23 m/s, med kraftige vindstød.

Vinden forventes at toppe midt på onsdagen. I aften og natten til torsdag drejer vinden i syd og sydvest og aftager på bagsiden af fronten.

Resterne af eks-Nemo fortsætter mod nordøst med kurs op over Norskehavet, hvor det efterhånden taber pusten. Den tilhørende koldfront tager torsdag turen hen over Nordsøen med kurs mod Danmark.

Samtidigt forstærkes højtrykket nordøst for os en anelse, og det får en mindre højtryksryg til at skyde sig ned mod det sydlige Skandinavien, Polen og Nordtyskland.

Koldfronten fra vest møder højtryksryggen fra øst lige vest for Danmark. Styrkeprøven mellem de to luftmasser afgøres torsdag/fredag.

Vinder kulden og højtrykket, holder det tørt. Har fronten kræfter nok til at nå helt ind over Jylland, før den dør ud, kan der komme lidt sne i Vestjylland.

Eks-Nemo ender sine dage nord for Norge først i næste uge (uge 8 2013).

13. februar 2013.

Se flere nyheder fra DMI  ♦ Modtag pressemeddelelser fra DMI på mail
Hent vores app til iPhone eller Android ♦ Følg DMI på X, LinkedIn og Instagram

Viden om vejr og klima

Se alle