Én milliard ton vand til Danmark
Klimatolog med hang til store tal hovedregner på regnen.
Klimatolog Mikael Scharling fortæller, at Danmark samlet set fik omtrent én milliard ton vand under regnvejret tirsdag, onsdag og torsdag.
"Danmark er rundt regnet 43.100 kvadratkilometer, og over det areal faldt der i snit 22,9 millimeter nedbør. En millimeter nedbør er det samme som én liter pr. kvadratmeter. Derefter er det ret let at regne igennem".
43.100*1.000*1.000*22,9 = 986.990.000.000 liter eller 986.990.000 ton.
22,9 millimeter er for øvrigt tæt på halvdelen af Danmarks normalnedbør i maj (48 millimeter).
Ved nærmere eftertanke
Efter nyheden kom på, bemærkede Johannes Riis fra Mundelstrup følgende:
"Det svarer jo faktisk til, at hver indbygger [i Danmark] skulle rekvirere 10 tankbiler med 20 tons vand i hver tankbil, for at yde den samme vanding, som naturen gjorde".
Endnu senere påpeger Kim Kirsebom, at 1 milliard ton vand er et volumen på 1 kubikkilometer! Det svarer til 8 gange vandindholdet i Danmarks største sø: Arresø i Nordsjælland.
...tankevækkende...
23. maj 2013.