Fire storme mødes - stød udveksles

Ikke to storme er ens. Her kan du se forskellen på fire markante af slagsen inden for de seneste 14 år.

Klimatolog Mikael Scharling har tegnet fire kort for dmi.dk. De viser vindstødene i forbindelse med decemberorkanen fra 1999, oktoberorkanen i mandags samt to andre markante lavtryk i perioden, nemlig 27.-28. november 2011 samt 8. januar 2005.

"Det første, der springer i øjnene, er, hvorfor vi valgte at sige, at lavtrykket i mandags var regionalt og ikke nationalt. De virkelig alvorlige 10-minutters middelvinde og vindstød var primært begrænset til det sydvestlige hjørne af landet”, forklarer Mikael Scharling og sammenligner med de tre øvrige lavtryk, som alle havde national karakter. Her er de kraftigste vinde, lavtrykket bød på, af større udbredelse, også i de tilfælde hvor det ikke var så vildt som i mandags.

DMI inddeler storme i fire klasser baseret på styrken af de observerede 10-minutters middelvinde. Hver klasse har to underkategorier, som fortæller om stormens udbredelse - regional eller national - alt efter hvor stort et område, der blev ramt.

Den klasse, lavtrykket efterfølgende fik, kan Mikael Scharling genkende i grafikkerne.
"Det var en regional kategori 4, vi blev passeret af den 28. oktober 2013, fortæller klimatologen", som selv er med til at klassificere de danske storme og orkaner.
"Arealet med de helt kraftige vindstød over 40 m/s var i øvrigt lige så stort i mandags, som det var under den landsdækkende kategori-3-begivenhed i 2005".

Til sammenligning står decemberorkanen fortsat uantastet, som det voldsommeste der har ramt Danmark. Arealet med de virkelig voldsomme vindstød var langt større dengang end ved nogen af de senere lejligheder - ja formentlig helt fra stormlistens start i 1891.

"Når klimatologerne klassificerer storme i dag, har vi adgang til mere præcise målinger og en langt højere målefrekvens end tidligere. Vi forsøger selvfølgelig i videst mulig omfang at kompenserer for dette, så klassificeringen af stormene i Stormlisten er sammenlignelig over tid", slutter Mikael Scharling.

31. oktober, 2013.

Se flere nyheder fra DMI  ♦ Modtag pressemeddelelser fra DMI på mail
Hent vores app til iPhone eller Android ♦ Følg DMI på X, LinkedIn og Instagram

Viden om vejr og klima

Se alle