Første halvår 2013 atter blandt de ti varmeste

Globalt fortsætter de første seks måneder af 2013 varmeturen. Regionalt er dog forskelle at se.

De tre klimadatacentre, der regner den globale middeltemperatur, viser, at første halvår af 2013 indtil har været varmt.  De vurderer, at den globale temperatur i først halvår er mellem 0,42 og 0,49°C varmere end klimanormalperioden 1961-1990.

Det placerer de seks måneder på en 8. plads hos NCDC (National Climatic Data Center) fra USA og på en 9. plads hos CRU (Climate Research Unit/Hadley Centre) fra Storbritannien og NASA-GISS (Goddard Institute for Space Studies), ligeledes USA.

"Den lange række af varme år, vi har observeret siden midten af 1970’erne fortsætter dermed," siger klimaforsker Martrin Stendel fra DMI’s Danmarks Klimacenter. "På figuren ser vi, at afvigelsen fra normaltemperaturen er størst i Centralasien samt dele af Afrika, Grønland og Nordøstcanada. Oceanerne var varmere end gennemsnittet; dog med undtagelse af det østlige, tropiske Stillehav, hvor temperaturen lå lidt under normaltemperaturen uden der dog var La Niña-tilstande."

I vores del af verden var første halvdel af 2013 præget af cirkulationsmønstre, der medførte strømninger fra nordlige eller sydlige retninger i stedet for de mere almindelige fra vest til øst. Afslutningen af vinteren bød ofte på nordlige vindretninger over store dele af Europa, hvilket gjorde februar og marts kolde.

"Vi kan dog se, at kulden over Europa ikke havde nogen voldsom effekt på den globale temperatur. Samtidig var der nemlig flere regioner, som havde det relativt varmere. Og så skal vi ikke glemme, at Europa arealmæssigt er meget mindre end troperne, hvor det helt overordnet var varmere end normalt," siger Martin Stendel.

Cirkulationen med større hyppighed af nordlige og sydlige vindkomponenter fortsatte længere hen mod sommeren. I juni var de regioner, som i vintermånederne var kolde, varmet godt op, viser nedenstående figur.

Globaltemperaturen til og med juni 2013

Figuren nedenfor viser de globale temperaturafvigelser ved jordoverfladen i forhold til klimanormalperioden 1961-1990 for NCDC, CRU og NASA-GISS. Både den røde og den grønne kurve adskiller sig lidt fra tidligere versioner. Det skyldes opdatering af analysemetoden af havtemperaturerne. I øvrigt skyldes forskellene mellem de tre centre den forskellige håndtering af regioner, hvorfra der ikke er data.

Landjorden varmes hurtigere op end oceanerne

Drivhuseffekten tilbageholder lidt af den energi, som Jordens afgiver til verdensrummet, således energien netto hober sig op og fordeler sig i de forskellige dele af klimasystemet. Her spiller oceanerne hovedrollen, idet mere end 93% af energien går til at opvarme dem. Atmosfæren, is og landmasser spiller derimod kun en underordnet rolle.

Det kræver cirka 4000 gange mere energi at opvarme oceanerne end landjorden. Oceaner bliver derfor opvarmet meget langsommere end land, når det bliver varmere. Desuden fordeles varmen ned i vandlagene, hvor vi ikke direkte kan "se" den, når vi kun betragter observationer fra havoverfladen. Det gør vi, fordi det kun er ved overfladen, der findes observationer over et tilstrækkeligt område og over tilstrækkelige lange perioder.

Forskellen mellem land- og oceantemperaturer er vokset de seneste cirka 30 år og udgør, alt efter instituttet, mellem en tredjedel og næsten en halv grad. Denne forskel betragtes som målestok for mængden af energi, der er blevet optaget af henholdsvis landjord eller ocean. Emnet uddybes i temaet Energiens rejse gennem klimasystemet.