Halv vinter er blød mellemvare
De første 45 dage af vinteren har temperaturmæssigt været gennemsnitlige. Sådan er det dog langt fra altid.
Første halvdel af vinteren sluttede ved midnat natten til tirsdag. Og temperaturmæssigt har den i år været en gennemsnitlig fornøjelse.
Tirsdag morgen, efter 45 af kalender-vinterens 90 døgn, ligger gennemsnitstemperaturen i Danmark på 1,1°C. Det er 0,1°C under 1961-90-klimanormalen på 1,2°C og 0,7°C under gennemsnittet for vejrdekaden 2001-2010 på 1,8°C.
Bag det jævne snit gemmer sig dog en klar opdeling af de 45 dage i en kold start på omtrent tre uger og derefter yderligere tre uger med for årstiden mildt vejr.
Første halvdel af vinteren er ellers en potentielt variabel sag - og har i praksis været det inden for de seneste år. De første 45 dage af vinteren 2010-2011 endte således på minus 2,7°C, mens første halvdel af vinteren 2006-2007 var imponerende 9,7°C varmere med hele 7,0°C i gennemsnit.
Vinter (årstal) | Snit for 1. halvdel |
---|---|
2012-13 2011-12 2010-11 2009-10 2008-09 2007-08 2006-07 2005-06 2004-05 2003-04 2002-03 2001-02 | +1,1°C +4,3°C -2,7°C -0,5°C +2,1°C +3,4°C +7,0°C +1,7°C +4,6°C +2,7°C -0,9°C +0,6°C |
Anden halvdel af vinteren 2012-2013 ser ud til at ende en hel del koldere end den første. I seneste månedsprognose anslår meteorolog Flemming Präem-Larsen, at vi skal forvente en slutning på januar og en februar der er 2 til 3°C koldere end vejrdekadens gennemsnit for perioden på ca. 1,3°C.
15. januar 2013.