Havisen på sit højeste

Havisen i Arktis har ramt sin maksimale udbredelse. Nu går det nedad mod minimum i september. Sommerens vejrforhold er afgørende for, om det igen bliver rekord.

Forårsjævndøgn er den dag, hvor Solen står op på Nordpolen.

Fra i dag og det næste halve år er der midnatssol. Forårsjævndøgn er normalt også sammenfaldende med at isen i Arktis når sin årlige maksimale udbredelse.

Netop nu er isudbredelsen i Arktis på 15,1 millioner kvadratkilometer. Det er 0,6 millioner kvadratkilometer eller 3,8% lavere end normalen for perioden 1979-2000.

Isens opfrysning

Sidste efterår, den 16. september 2012, nåede isen i Arktis et historisk minimum på 3,4 millioner kvadratkilometer. Normalen for minimum er 6,7 millioner kvadratkilometer. Siden da er isarealet vokset med 11,7 millioner kvadratkilometer eller 272 gange Danmarks landareal.

Selv om isudbredelsen i Arktis netop nu kun er omkring 3,8% lavere end normalen, viser model-simuleringer, at isen er rekord tynd. De sidste tre år har is-volumenet i Arktis fundet et nyt og meget lavere leje. Volumenet er den gennemsnitlige is-tykkelse ganget med is-arealet.

Det lave volumen skyldes, at meget af den gamle og tykke is er forsvundet fra Arktis. Isens tykkelse er afgørende for, hvor hurtigt isen smelter væk om foråret og sommeren. Den tynde is er langt mere sårbar over for sommerens vejrforhold.

Isens skæbne

Isens udbredelse i marts er ikke en indikator for, hvordan isudbredelsen bliver ved minimum i september om seks måneder. Sommerisudbredelsen bliver bestemt af isens tykkelse og sommerens vejrforhold.

Vi ved, at isens tykkelse i udgangspunktet er lav til 2013-sæsonen. Til gengæld er sommerens vejrforhold svære at forudsige. Det betyder, at mens stigende temperaturer i Arktis, på grund af global opvarmning, har gjort isen tynd og sårbar, bliver det naturlige variationer i somrenes vejrforhold, der afgør sommerisens skæbne.

Vintervejret

Vinteren 2012-2013 har været præget af et lufttryk, der har været lidt højere end normalt i den centrale del af Arktis. Det har stimuleret havis-cirkulationen i den canadiske del af Det Arktiske Ocean men til gengæld svækket den såkaldte transpolære isdrift fra Sibiriens kyster over Nordpolen mod Framstrædet.

Isudbredelsen har igennem hele vinteren været under normalen i Baffin Bugten og i Barentshavet.

Antarktis

I Antarktis nåede isudbredelsen ved minimum i februar 2013 sin næsthøjeste minimum-udbredelse siden de systematiske målinger med satellit begyndte i 1978.

20. marts 2013

Se flere nyheder fra DMI  ♦ Modtag pressemeddelelser fra DMI på mail
Hent vores app til iPhone eller Android ♦ Følg DMI på X, LinkedIn og Instagram

Viden om vejr og klima

Se alle