Her ramte årets første skybrud

Glostrup vest for København fik den tvivlsomme ære at blive udsat for det første danske skybrud i 2013.

Et område med regn og stedvis torden bevægede sig natten til onsdag op over Danmark.

I morgentimerne nåede det frem til København og Nordsjælland, som i løbet af formiddagen fik broderparten af uvejret i form af perioder med intens regn samt en hel del lyn og torden.

To steder med skybrud

To steder i regionen nåede nedbørmålerne over kriteriet for skybrud, som er mindst 15 millimeter på højest 30 minutter.

"Glostrup vest før København fik som den første danske station i 2013 skybrud. I den ½ time frem mod klokken 9 onsdag morgen faldt der 15,6 millimeter", fortæller klimatolog Mikael Scharling.

Også resten af regionen modtog en del regn på kort tid, men kun ét andet sted nåede intensiteten over skybrudskriteriet. Det var ved Skævinge syd for Arresø.
"Skævinge målte 16,1 millimeter på en ½ time op mod klokken 11", siger klimatologen.

Skævinge er også den lokalitet, som har registreret den største samlede nedbør i forbindelse med uvejret.
"Sidst på formiddagen var der i alt faldet 43,8 millimeter, og der er fortsat risiko for mere regn resten af dagen", slutter Mikael Scharling.

8. maj 2013.

Se flere nyheder fra DMI  ♦ Modtag pressemeddelelser fra DMI på mail
Hent vores app til iPhone eller Android ♦ Følg DMI på X, LinkedIn og Instagram

Viden om vejr og klima

Se alle