Her toppede onsdagens varme

På vejrfronten var Danmark onsdag delt i to.

Onsdag fik den syd- og østlige del af landet rigtigt pænt forårsvejr med sol, svage vinde og temperatur, der en del steder steg op over 10°C.

Midt på eftermiddagen nåede temperaturen helt op på 12,9°C ved stationen Flakkebjerg tæt på Skælskør i Sydvestsjælland.

Skyer holdt Jylland koldt

Helt anderledes så det ud i store dele af Jylland. Et ret bastant skydække drillede hele dagen og holdt dermed temperaturen nede mellem 3 og 6°C - koldest i Vendsyssel.

Skagen nåede således blot op på 3,1°C som højeste temperatur onsdag. Det er næsten 10°C lavere end Skælskør, oplyser klimatolog Mikael Scharling fra DMI's Data- og Klimainformation.

Kulden vender tilbage

Selv om dele af landet onsdag altså oplevede en snert af forår, skal vi ikke glæde os for tidligt. Allerede fra i dag står den igen på encifrede temperaturer. Sammen med en frisk til hård østlig vind, vil det føles rigtig koldt.

På længere sigt ser det nærmest vinterlig ud. Kold polarluft trænger i løbet af weekenden ned over landet. Fra søndag ventes dagtemperaturer omkring frysepunktet og måske lokale snebyger.

7. marts 2013.

Se flere nyheder fra DMI  ♦ Modtag pressemeddelelser fra DMI på mail
Hent vores app til iPhone eller Android ♦ Følg DMI på X, LinkedIn og Instagram

Viden om vejr og klima

Se alle