Hjemmeside samler viden om isen i Arktis

På polarportal.dk kan du hente den seneste viden om, hvordan klimaforandringerne påvirker Indlandsisen og havisen i Arktis.

Indlandsisen i Grønland bliver mindre og mindre for hvert år, og smeltevandet bidrager målbart til den stigende vandstand i havet. Havisen i Arktis bliver tyndere, og arealet med is bliver mindre. Sidste sommer var havisen mindre udbredt, end man har registreret nogensinde tidligere.

Data giver svar

Grønland og Danmark har en særlig interesse i at følge, hvordan det går med de store ismasser i Arktis. Hver dag bliver der indsamlet en omfattende mængde data, som bliver bearbejdet af førende forskningsinstitutioner. De giver svar på en række spørgsmål: Hvor meget smelter det på Indlandsisens overflade? Hvor mange isbjerge afstødes fra gletsjerne? Og hvor udbredt er havisen?

I fremtiden kan alle følge udviklingen - næsten mens det sker - på polarportal.dk. Det er en ny hjemmeside, som DMI, GEUS og DTU Space står bag. Observationer fra satellitter og målestationer i Arktis vil dagligt blive formidlet videre til polarportal.dk.

Arktis er klodens termometer

"Den globale opvarmning i Arktis sker uhyggeligt hurtigt. Inden for de senere år har vi oplevet rekordstor afsmeltning af sne og is i Arktis. Det er vigtigt, at vi kan få opdateret og nøjagtig viden om, hvor meget Indlandsisen og havisen skrumper. Og jeg er glad for, at der nu findes et sted, hvor vi alle kan følge med i, hvad der sker, og hvor forskerne kan fortælle om deres viden", siger klima-, energi- og bygningsminister Martin Lidegaard.

Når havisen og Indlandsisen overvåges så grundigt, skyldes det først og fremmest, at den globale opvarmning har fået markante konsekvenser i Arktis. Hvis havisen fortsætter med at forsvinde, vil det for eksempel få indflydelse på dyrelivet og skibstrafikken.

Et reduceret isdække øger også havets optagelse af solens stråler i sommerhalvåret. Og det kan få konsekvenser i områder langt væk fra Arktis. Der forskes i øjeblikket i, om havisens markante indskrænkning kan være medårsag til det kolde vintervejr, som vi har oplevet i Danmark og det øvrige Europa i de seneste år på trods af en global opvarmning.

Følg selv med i udviklingen

Hver uge opgøres det, hvor meget den samlede størrelse på hele Indlandsisen har ændret sig. For at sætte det i globalt perspektiv vises samtidig, hvor meget Indlandsisen har bidraget til det globale havniveau.

"Udviklingen i Arktis vedrører os alle. Hvad der sker med havisen og Indlandsisen er vigtigt for vores liv og fremtid her i Danmark. Og vi mener, at offentligheden skal have direkte og lettilgængelig adgang til den viden, vi hele tiden indsamler", siger Katrine Krogh Andersen, souschef for forskning og udvikling på DMI.

Polarportal.dk er støttet af Klimastøtten til Arktis, som administreres af Energistyrelsen.

GEUSDTU Space og Grønlands Forundersøgelser/Asiaq står bag overvågningen af Indlandsisen i Grønland. Det foregår gennem PROMICE-projektet, som finansieres af Energistyrelsen.

...for flere oplysninger kontakt:

DMI, Danmarks Meteorologiske Institut

Havis:
Sektionsleder Susanne Hansson
Tlf.: 39 15 73 53

Indlandsis:
Klimaforsker Ruth Mottram
Tlf.: 39 15 74 88

GEUS, De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland

Overvågning af Indlandsisen:
Seniorforsker Signe Bech Andersen
Tlf.: 38 14 25 62

DTU Space

Afdelingsleder Rene Forsberg
Tlf.: 45 25 97 19

21. juni 2013.

Se flere nyheder fra DMI  ♦ Modtag pressemeddelelser fra DMI på mail
Hent vores app til iPhone eller Android ♦ Følg DMI på X, LinkedIn og Instagram

Viden om vejr og klima

Se alle