Ho Ho Ho – det er jul(ekalender)
Det er ved at blive jul – og så er det naturligvis også tid til DMI’s julekalender. Hver dag i december frem til juleaften åbner vi en ny låge i DMI’s julekalender, som i år kører på 11. år.
Nisseholdet bag kalenderen har igen i år anstrengt sig for at gøre spørgsmålene bag hver låge så svære som muligt. Du deltager ved at svare på dagens spørgsmål bag lågen og sende det til os hurtigt. Kun den hurtigste vinder dagens kalendergave.
Det kan du vinde
Kan det nu betale sig at sidde der alle 24 juledage og vente i timevis med dmi.dk åben. Ja! Igen i år har vi nemlig fundet på 24 gode præmier, som du kan blive klogere og lunere på. Hovedpræmien får du glæde af i hele 2014. Det er nemlig et årsabonnement på tidsskriftet Aktuel Naturvidenskab (6 numre).
Udover hovedpræmien, så er der også lidt ekstra.
Sådan fungerer julekalenderen
Hver dag i december åbner en elektroniske 'låge'. Hver låge i julekalenderen indeholder et spørgsmål. Svaret på spørgsmålet finder du som regel i forbindelse med DMI og et eller andet sted på dmi.dk.
Dagens låge i julekalenderen er gyldig hver dag én time i tidsrummet fra klokken 8.00 til klokken 20.00 på Kalender 2013-siden.
Efter en time kommer svaret på dagens spørgsmål frem, og så er den sidste chance forpasset og vinderen for længst fundet.
Det er op til dig at være på plads, når spørgsmålet dukker op og før svaret lukker ned, hvis du vil gøre dig forhåbning om at være den heldige, der vinder dagens kalendergave.
Twitter-twist
I år indfører vi et Twitter-twist.
Fire låger (vi siger ikke hvilke) er reserverede til DMI’s twitter-følgere.
Spørgsmålet bag de låger sendes eksklusivt ud som tweets og kan også kun besvares som via Twitter.
Deltag - men gør det rigtigt
Når lågen er åbnet, og du har fundet svaret på dagens spørgsmål, skriver du en mail til adressen vejratse@dmi.dk
Mailen skal indeholde følgende:
- Svaret på dagens spørgsmål
- Dit fulde navn og din postadresse
Vi stykker ikke efterfølgende flere mails fra samme afsender sammen, så vil du have en chance for at vinde, skal du huske at notere alle informationer i en og samme mail. Vinderen får besked pr. mail førstkommende hverdag.
På Twitter-dagene må I være opfindsomme, sende et link til svaret, sende et billede eller noget helt andet
29. november 2013.