Hob af tornadoer slog ned i USA’s midtvest

81 tornadoer sled sig søndag gennem det amerikanske midtvest og kostede mindst seks livet og ødelagde flere end 70 hjem, skriver amerikanske nyhedsbureauer mandag.

Tornadoerne var ifølge National Weather Service en del af et og samme vejrsystem, som bevægede sig hurtigt mod øst. Undervejs og over en periode på næsten otte timer spyede systemet tornadoer ud over 12 delstater: Michigan, Wisconsin, Iowa, Illinois, Missouri, Indiana, Ohio, Kentucky, Tennessee, West Virginia, Pennsylvania og det vestlige New York.

Hårdest ramt blev byen Washington i Illinois, hvor store dele af byen blev jævnet med jorden af en EF4-tornado med vindstød på op til 267 km/t. En EF4-tornado er næstøverste trin på  Enhanced Fujitsa Scale over ødelæggelser efter tornadoer.

Nationalgarden blev søndag indsat i byen til en større redningsaktion, og myndighederne indførte natligt udgangsforbud for at forhindre plyndringer.

Meteorologer ved National Weather Service siger, at storme af den voldsomhed er meget usædvanlige så sent på sæsonen, fordi der som regel ikke er nok varme i solen til at opretholde dem.

18. november 2013.

Se flere nyheder fra DMI  ♦ Modtag pressemeddelelser fra DMI på mail
Hent vores app til iPhone eller Android ♦ Følg DMI på X, LinkedIn og Instagram

Viden om vejr og klima

Se alle