Højsæson for lysende natskyer
I Danmark er det højsæson for lysende natskyer i juli måned. Himmelfotograf Jesper Grønne har fanget sommerfænomenet.
"Der har været tørt, varmt og klart i Danmark den sidste tid. Godt nok har der lige været fuldmåne og ind i mellem skyer, tåge og havgus, men alligevel er det muligt, at se det flotte sommerfænomen 'lysende natskyer'," skriver Jesper Grønne fra Silkeborg.
Lysende natskyer består overvejende af frossent vand og befinder sig helt oppe i 70 til 90 kilometers højde på grænsen til rummet, hvor Solen stadig kan skinne på dem - selv om det er midt om natten.
"Billedet nedenfor er fra den 18. juli omkring midnat og viser nogle meget fine og karakteristiske bølger," siger Jesper Grønne.
"Ofte kan man se de sølv-skinnende skyer omkring midnat i nordlig retning, men chancen er større, hvis man er sent oppe. Natten til den 24. juli var der ingen synlige lysende natskyer ved midnat. De kom dog anstigende i løbet af den korte nat, og varede til de blev overblændet af lyset fra den opgående sol," forklarer Jesper Grønne om billedet nedenfor.
Andre af dmi.dk's læsere har også indsendt flotte billeder af lysende natskyer. Se nogle af dem nedenfor.
Læs meget mere om lysende natskyer i DMI's tema om lysfænomener.
25. juli 2013.