Hvad bliver der af den globale opvarmning?

Klimaforandringer er et faktum. Men hvor bliver energien af i klimasystemet? Hvordan passerer den rundt, hvor optages den, og hvad betyder det for fremtiden? Alt det kan du læse mere om i et nyt tema.

Man hører jævnligt indvendingen, at klimaet skulle være holdt op med at varme op for 15 år siden, da 1998 satte rekord. Det er ukorrekt af flere årsager.

Fortsat varmere

For det første er 2010 det hidtil varmeste år, vi har målt. For det andet giver det på grund af år-til-år-variationer et unøjagtigt billede at sammenligne enkeltår. Det er mere passende at sammenligne ti-års-gennemsnit eller mere, og her er det klart, at 2000'erne er det varmeste ti-år indtil nu.

Hvert år siden årtusindskiftet ligger faktisk over gennemsnittet for 1990'erne.

Orden i regnskabet

Det klareste billede af klimaets tilstand får vi imidlertid ved at betragte energiregnskabet.

Drivhuseffekten mindsker Jordens afgivelse af energi til verdensrummet. Dermed modtager planeten som helhed mere via solindstråling, end den afgiver. Nettoresultatet er en ophobning af energi.

Den ophobede energi fordeles mellem de forskellige dele af klimasystemet. Langt størstedelen (over 90%) går til at opvarme havene. Den resterende energi går til at opvarme atmosfæren og landjorden og til at smelte havis, gletsjeris og iskapper.

Bomber i klimasystemet

Jordens overfladetemperatur er derfor en ret tilfældig og ikke særlig nøjagtig indikator for klimaets tilstand. Men den er nu engang den størrelse, vi har de ældste og bedste målinger af.

En langt mere nøjagtig og fundamental størrelse er den mængde energi, der ophobes i systemet. Og her er der ingen opbremsning.

Siden årtusindskiftet er der dog sket en lille omfordeling. De øverste 700 meter af havene varmer ikke så hurtigt op, mens de dybere lag fra 700-2.000 meter varmer hurtigere op.

Fra en netto-betragtning fortsætter opvarmningen altså ufortrødent. Der ophobes nu - som for 15 år siden - energi svarende til ca. fire Hiroshima-bomber hvert sekund.

Nyt tema på (beta).dmi.dk

Klimaforskerne Peter Langen, Christian Rodehacke og Martin Stendel fra Danmarks Klimacenter gennemgår nu energiens rejse rundt i systemet i et nyt tema. Du finder temaet på DMI's nye hjemmeside, som nu kører 'bagved' den nuværende. Sitet ligger indtil videre på adressen beta.dmi.dk.

Temaet er redigeret af Marianne Brandt og delt op i følgende artikler.

God fornøjelse.

25. marts 2013.

Se flere nyheder fra DMI  ♦ Modtag pressemeddelelser fra DMI på mail
Hent vores app til iPhone eller Android ♦ Følg DMI på X, LinkedIn og Instagram

Viden om vejr og klima

Se alle