Hvad er en 'isstorm'?

Medierne skriver om 'isstorm' i Toronto, Canada. Hvad er det? Ordet findes ikke umiddelbart på dansk.

Ordet 'isstorm' dukker op i danske medier i disse dage. Årsagen er, at en alvorlig en af slagsen har ramt byen Toronto i Canada, hvor 250.000 er uden strøm. Dertil kommer yderligere 100.000 andre steder i provinsen Ontario, hvor Toronto ligger. Myndighederne meddeler, at det ikke er sikkert, at alle får strømmen tilbage inden jul.

Meteorologer har beskrevet hændelsen som en 'ice storm' - en 'isstorm'. Men hvad er det egentlig?

Udtrykket 'ice storm' findes ikke umiddelbart på dansk og den direkte oversættelse af ordet 'storm' giver problemer. Det bedst udtryk på dansk er 'massivt isslag'.

I Nordamerika bruges 'storm' i forbindelse med mange typer voldsomme vejrfænomener: F.eks. i begrebet 'thunder storm' der er det, vi kalder en tordenbyge. På dansk er begrebet 'storm' indsnævret til stort set kun at gælde vind med en hastighed over 24,5 m/s. Undtagelsen er 'snestorm', som vi godt kan have, selv når vinden er langt under stormstyrke.

Sådan dannes isslag

Amerikanerne bruger altså 'ice storm' om et massivt og udbredt isslag.

Isslag opstår, når varm, fugtig luft skyder ind over det, vi kalder en bundkulde - altså kold, tung luft ved jordoverfladen. Så regner det oppe i højden, hvor temperaturen er over nul, dråberne afkøles til under nul på vejen ned uden at fryse og bliver så til is, i det øjeblik de rammer noget.

Isslaget i Toronto, der beskrives som det værste nogensinde, er dog ikke blot finregn, som vi normalt ser det i Danmark. Det er store, tunge regndråber. Vi oplevede noget i den retning herhjemme i starten af 1982, hvor der kom op til en centimeter is. Det piskede ned selv om temperaturen var minus 3-4 grader.

Artiklen er baseret på et interview med afdelingsmeteorolog Stig Rosenørn fra 2007.

23. december 2013.

Se flere nyheder fra DMI  ♦ Modtag pressemeddelelser fra DMI på mail
Hent vores app til iPhone eller Android ♦ Følg DMI på X, LinkedIn og Instagram

Viden om vejr og klima

Se alle