Kold, koldere, Antarktis

Nye målinger af amerikanske forskere påviser temperaturer helt ned til mellem 92 og 94 minusgrader langs en højtliggende bjergryg centralt på det antarktiske kontinent.

Temperaturmålingen er baseret på data fra Landsat 8-satellitten og er målt nær den japanske forskningsstation Dome Fuji - også kendt som Valkyrjedomen beliggende på Polarplatået, som er et stort område centralt på det antarktiske kontinent.

Til trods for det store arbejde med at påvise de lave minusgrader, kan målingen ikke offentliggøres som en officiel rekord. Minusgraderne er målt fra satellit, og FN's verdensorganisation for vejr og klima, WMO, anerkender kun temperaturer målt et par meter over overfladen.

Amerikanerne er dog sikre på, at kunne man have målt lufttemperaturen i den korrekte højde, så havde den altså været god nok. Men desværre ville termometre få det meget svært eller give op under sådanne vejrekstremer, lyder meldingen fra forskerne på det nationale amerikanske datacenter for sne og is.

Den officielle kulderekord er fra juli 1983. Her blev der målt minus 89,2°C ved den russiske forskningsstation Vostok. Om dén temperatur får lov til at stå som verdens laveste målte temperatur til dato er stadig uvis. Det nationale amerikanske datacenter for sne og is undersøger nu muligheden for måleinstrumenter, der kan holde til kulden.  

11. december, 2013.

Se flere nyheder fra DMI  ♦ Modtag pressemeddelelser fra DMI på mail
Hent vores app til iPhone eller Android ♦ Følg DMI på X, LinkedIn og Instagram

Viden om vejr og klima

Se alle