Kulden gør comeback

Isdøgn på stribe vender tilbage. Kulden fra nord presser sig igen langsomt men støt ned over Danmark, og temperaturkurvens røde farver forsvinder helt, når vi rammer weekenden.

Sidst i januar slog en mildning igennem, der satte punktum for en periode med 17 isdøgn i træk. Nu truer en ny periode med isdøgn på stribe forude.

Det er - meteorologisk set - et isdøgn et eller andet sted i landet, når døgnets maksimumtemperatur ikke kommer op på 0°C eller derover.

Fra den 27. januar til og med den 5. februar har vi kun haft ét isdøgn. Den 2. februar 2013 nåede maksimumtemperaturen i Hald nord for Randers kun op på -0,5°C, mens resten af landets maksimumtemperaturer lå over frysepunktet. Dermed blev den 2. februar en enlig frostdøgns-svale.

Det første isdøgn i rækken

De kommende dage forventer meteorologerne, at dagtemperaturene gradvist bliver lavere. Allerede onsdag den 6. februar kan gå hen at blive det første isdøgn i en lang række.

"Onsdag får vi dagtemperaturer mellem frysepunktet og fire graders varme, så temperaturerne burde komme op på eller over 0°C alle steder. Jeg kan dog ikke fuldstændigt udelukke, at maksimumtemperaturen et eller andet sted i landet ikke når op på 0°C, og sker det, så bliver onsdag det første isdøgn i rækken," fortæller DMI’s vagtchef Jesper Eriksen.

"Torsdag og fredag bliver dagtemperaturerne lidt lavere, og falder til omkring frysepunktet. Det betyder, at temperaturen nogle steder i landet får vanskeligt ved at nå over frysepunktet. Dermed stiger sandsynligheden for isdøgn, men begge døgn ligger på vippen, og kan derfor ende med at blive lige akkurat for 'varme'."

"Men når vi rammer weekenden, forventer vi dagsfrost til alle. Det betyder, at selv hvis maksimumtemperaturen enkelte steder sniger sig over nul grader, så er det utænkeligt, at hele landets maksimumtemperaturer når over nul grader. Så hvis prognoserne holder, kan weekenden ikke undgå at blive til isdøgn."

Isdøgn så langt øjet rækker

Det er endnu usikkert, hvornår det første isdøgn indtræffer. Men det kommer inden ugen er omme. Dermed begynder en ny periode i vinteren 2012/13 med isdøgn på stribe. Så langt øjet rækker ligger vinterkulden tungt over landet.

"De lavtryk, der skal bringe mildere luft op til os igen, ser ud til at få sydligere baner de kommende uger. Som prognoserne ser ud nu, kan vi ende med at få isdøgn på stribe frem til slutningen af uge 8. Vinterkulden ser ud til at blive liggende hen over os til og med skolernes vinterferier i uge 7 og 8," siger erhvervs- og energimeteorologen på DMI Flemming Praem-Larsen.

Med udsigt til isdøgn i vinterferien, kunne dette års vinterferieaktivitet måske være at bygge isslotte.

5. februar 2013.

Se flere nyheder fra DMI  ♦ Modtag pressemeddelelser fra DMI på mail
Hent vores app til iPhone eller Android ♦ Følg DMI på X, LinkedIn og Instagram

Viden om vejr og klima

Se alle