Nu bliver det skypumpe-vejr
Kølig luft og sommervarmt hav er ingredienserne til skypumper. De er begge til stede den kommende uge.
Sommervejret er skiftet fra høje til lavere temperaturer med vestenvind og perioder med regn eller byger.
Farvandene omkring Danmark er imidlertid varmet godt op af det fine vejr i juli, så med vejrskiftet stiger chancen for at opleve sommer-skypumper over de varme farvande.
"Skypumper dannes hyppigt, når kold luft i højden strømmer ud over et sommeropvarmet hav. På den måde kan der opstå en temperaturforskel på mere end 40°C mellem havoverfladen og luften i 5 kilometers højde. Det giver en meget ustabil atmosfære, hvor kraftige skydannelse har gode betingelser. Vinden er for det meste ret svag ved havoverfladen bortset fra i områderne omkring bygeskyerne. Disse vinde blæser mod hinanden - de konvergerer - og giver mulighed for dannelse af skypumper", forklarer seniorklimatolog John Cappelen.
Hos DMI's maritime service, der blandt andre betjener offshore-virksomheder, er man også opmærksom på fænomenet.
"Skypumper er forbundet med kraftige bygeskyer, hvor også lynudladninger kan forekomme. Vi varsler ikke direkte for skypumper, men da der fra samme skyer kan forekomme lynudladninger kan man sige at vi indirekte varsler for fænomenet", fortæller meteorolog Kim Sarup.
Kim Sarup vil ikke gå så langt som til at garantere skypumper den kommende uge, men chancen er så absolut til stede, påpeger han.
"Ser du en skypumpe så skal du respektere fænomenet. Det er i praksis en lille tornado, selv om de meget sjældent bliver rigtige kraftige herhjemme. Skypumper kan pludselig skifte retning, de kan bevæge sig ganske hurtigt og intensiveres eksplosivt", slutter John Cappelen.
9. august 2013.