Ny klimastatus fra FN’s klimapanel på fredag

På fredag præsenterer FN's klimapanel, IPCC, sin nye rapport med en status over Jordens klimaændringer og den naturvidenskabelige baggrund. Rapporten er den første af tre delrapporter, der skal føre til IPCC's femte vurderingsrapport.

Over 400 forskere og regeringsrepræsentanter er samlet i Stockholm i denne uge for at lægge sidste hånd på en ny rapport, der offentliggøres den 27. september. Rapporten beskriver den aktuelle naturvidenskabelige viden om klimaændringer før, nu og i fremtiden. 

Ved mødets åbning slog den svenske miljøminister Lena Ek fast, at vi står over for en af de største trusler i historien, og at tiden er ved at løbe ud for målsætningen om at begrænse den globale opvarmning til 2 grader. Hun udtrykte også sin forhåbning om, at rapportens budskaber vil gøre indtryk under forhandlingerne om en ny klimaaftale senere på året.

"Selve rapporten er på ca. 1.000 sider og er resultatet af et årelangt arbejde, hvor al relevant videnskabelig litteratur gennemgås og beskrives. Rapporten er altså ikke et selvstændigt videnskabeligt studium, men en sammenstilling af allerede publicerede klimaforskningsresultater", fortæller en af hovedforfatterne, Jens Hesselbjerg Christensen, der til daglig er forskningsleder på Danmarks Klimacenter ved DMI.

Der kommer tre udgivelser ud af IPCC-mødet i Stockholm: selve rapporten, et godt 100 sider langt teknisk sammendrag og et ca. 30 sider langt sammendrag for beslutningstagere med rapportens hovedkonklusioner. Jens Hesselbjerg Christensen fortæller:

"Sammendraget har været igennem en vridemaskine, inden det offentliggøres. Rapporten baserer sig nemlig på flere end 9.200 videnskabelige artikler, hovedforfattere fra 32 lande og flere end 54.000 kommentarer fra flere end 1.000 eksperter. I Stockholm bliver sammendraget for beslutningstagere gennemgået ord for ord, komma for komma og godkendes endelig af op til 195 regeringer. Det er noget af en diplomatisk og videnskabelig bedrift". 

Rapporten er den første af tre delrapporter, der tilsammen med en mindre synteserapport vil udgøre IPCC’s femte store vurderingsrapport. De næste to delrapporter udkommer i henholdsvis marts og april næste år. I oktober 2014 udkommer synteserapporten, som samler viden på tværs af de tre delrapporter. Synteserapporten beskriver, hvad forskerne ved om Jordens klima, om mekanismer til modvirkning mod klimaændringer og tilpasning til klimaændringer. Synteserapporten offentliggøres i København i forbindelse med et IPCC-møde, som den danske regering er vært for.

Den kommende delrapport vil have tre hovedtemaer:

  1. Observerede klimaændringer: Er den globale opvarmning målbar?
  2. Naturlige versus menneskeskabte klimaændringer: Hvad skyldes ændringerne?
  3. Fremtidige klimaændringer: Hvilke ændringer kan vi forvente?

Den fulde rapport vil være tilgængelig på climatechange2013.org fra den 30. september.

25. september 2013

Se flere nyheder fra DMI  ♦ Modtag pressemeddelelser fra DMI på mail
Hent vores app til iPhone eller Android ♦ Følg DMI på X, LinkedIn og Instagram

Viden om vejr og klima

Se alle