Ozonlagets dag markerer international succes
FN fejrer hvert år den 16. september ’Ozonlagets dag’ for at ære dagen i 1987, hvor Montreal-protokollen til beskyttelse af det stratosfæriske ozonlag blev underskrevet. I år er det 26 år siden, og aftalen står som en af de mest succesfulde internationale aftaler. Ozonhullets udbredelse over Antarktis ventes aktuelt at nå årets maksimale udbredelse i den kommende weekend.
Protokollen har til formål at beskytte det stratosfæriske ozonlag. Ozonlaget skærmer alt levende mod Solens UV-stråling, der blandt andet forårsager hudkræft og belaster øjne og immunsystem.
Montreal-protokollen virker gennem regulering af ozonnedbrydende stoffer, og det har den gjort med stor succes. Udledningerne af de fleste ozonnedbrydende gasser er begyndt at aftage gennem de seneste 16 år.
Historien
I begyndelsen af 1970’erne blev man opmærksomme på, at ozonlaget bliver påvirket af industrielle aktiviteter. Opmærksomheden blev dog først rigtig stor, da det første ozonhul i starten af 80'erne blev opdaget over Antarktis. Ozonlaget forhindrer størstedelen af Solens skadelige UV-stråling i at nå ned til Jorden og et udtyndet ozonlag vil derfor have store konsekvenser for livet på jorden.
"De ozonnedbrydende stoffer er typisk fire år om at trænge op i stratosfæren, hvor ozonnedbrydningen finder sted, men nogle af gasserne lever imidlertid over 100 år i atmosfæren og derfor forventes nedbrydningen af ozon først at være tilbage på 1980-niveau i år 2040-2050," siger atmosfæreforsker Helge Jønch-Sørensen ved DMI’s Forsknings- og udviklingsafdeling.
Af samme grund fortsætter den globale overvågningen af ozonlaget blandt andet med DMI’s jordbaserede målinger i København og tre steder i Grønland.
Nogle resultater
Den årlige middeltykkelse af ozonlaget over Danmark faldt jævnt fra målingernes start i 1979 til midt-90'erne, hvorefter en udfladning og en mulig begyndende genopretning ses.
Den kemiske ozonnedbrydning kræver lave temperaturer (under -78°C) og disse betingelser findes om vinteren i polarområderne, hvor der ikke er sollys tilstede.
Kraftig ozonnedbrydning er observeret over begge poler, dog markant mere over Antarktis hvor det sker hvert år. Årsagen er, at temperaturerne i stratosfæren over Antarktis er meget lavere om vinteren end i vintermånederne over Arktis. Det giver ozonnedbrydningen bedre betingelser.
I figuren ovenfor ses det maksimale areal af det Antarktiske ozonhul siden 1979, i millioner km2.
Den kraftige stigning af ozonnedbrydningen fra starten af målingerne til midt-90'erne ses tydeligt. En stagnering af størrelsen af ozonhullet og antydning af en begyndende mindskning kan måske ses.
Ozonhullets udbredelse topper normalt i disse dage. Årets største areal er foreløbig målt til 19 millioner km2 og forventes at vokse til ca. 22 millioner km2 i løbet af weekenden
Fremtiden:
Nedbrydningen stammende fra ozonnedbrydende stoffer i stratosfæren forventes at aftage i de kommende år, men samtidig undergår stratosfæren andre klimatiske forandringer navnligt i form af
- aftagende temperaturer,
- ændringer i kemisk stofsammensætning (navnlig forøget lattergas (N2O) og muligvis stigende vanddamp, der indirekte påvirker ozonbalancen),
- forøgede koncentrationer af drivhusgasser samt
- naturlige påvirkninger fra vulkanudbrud og solen;
processer og forceringer der alle har indvirkning på genopretningen af ozonlaget.
"Genopbygning af ozonlaget er derfor ikke kun afhængig af Montreal-protokollens dokumenterede succes. De kommende års fortsatte overvågning vil vise, hvilken effekt den ændrede atmosfære får," slutter Helge Jønch-Sørensen.
13. september 2013
