Så stiller vi tilbage til normaltid
Natten til søndag den 26. oktober 2014 stiller Danmark tilbage til normaltid. Det samme gør stort set resten af Europa.
Bemærk: Dette er normaltidsnyheden fra 2014. I 2015 sker skiftet den 25. oktober.
Søndag slutter sommertiden i Danmark og store dele af Europa. Dermed skal vi stille klokketiden tilbage til normaltid. Normaltid er også det mange kalder vintertid.
Mere præcist så bliver klokken 03.00 søndag nat til klokken 02.00 søndag nat. Fra søndag bliver det altså tidligere lyst om morgenen og tilsvarende tidligere mørkt om aftenen.
Du skal stille uret én time tilbage, men det kan give 'kuk i klokkeværket'. I praksis skal du, for ure med slagværk, i stedet stille uret 23 timer frem - de kan nemlig ikke stilles baglæns. Alternativt skal slagværksurene stå stille i en time, men så glemmer man dem, og resultatet bliver, at de senere på dagen skal stilles flere timer frem for at komme til at passe.
Nogle digital ure skal også stilles 23 timer frem, mens de radio- og satellitstyrede ure normalt selv klarer omstillingen midt om natten uden din indsats.
Også i vores egen verden
"På dmi.dk har vi gjort et stort arbejde for at oversætte den fælles internationale meteorologi-tid - UTC - til hhv. dansk sommer- og normaltid (vintertid)", fortæller Jacob Brock fra DMI's udviklingssektion.
"Det får den konsekvens, at alle observationer natten mellem lørdag og søndag så at sige flytter sig en time i forhold til, hvad vi er blevet vant til over sommeren".
Satellitbilledet 'Europa i farver', der lægges på én gang i døgnet (12:00 UTC), vil altså fra på søndag hedde 'klokken 13:00' i stedet for 'klokken 14:00', som det har heddet sommeren igennem.
Når vi ikke blot flytter alle observationer og produkter, så de forekommer på samme klokkeslæt både til normaltid og sommertid, så er det på grund af det såkaldte synoptiske princip. Det har i mange år været et bærende princip for meteorologiske målinger verden over.
Det synoptiske princip går ud på, at de vigtigste meteorologiske parametre - så som lufttryk, temperatur, fugtighed og vind - måles samtidig og efter samme retningslinjer over hele Jorden otte gange i døgnet (0, 3, 6, osv. UTC). Hver gang får man således et øjebliksbillede af atmosfærens aktuelle tilstand, der dækker hele kloden.
Danmark overgår til sommertid natten til den sidste søndag i marts og tilbage til normaltid (vintertid) natten til den sidste søndag i oktober.
Forvirret? Så husk, at det eneste du egentlig behøver er at sætte uret én time tilbage, inden du går i seng lørdag aften, og så ellers blot benytte dmi.dk som du plejer.
24. oktober 2015.