Se markant front tromle Jylland og Fyn

I forbindelse med det voldsomme vestdanske regnvejr onsdag, rullede en markant front op over Jylland og Fyn. Synet fascinerede mange, som fotograferede fænomenet og sendte billedet til dmi.dk. Se med.

Onsdag eftermiddag og aften passerede en front Danmark sydfra. Det var et spektakulært syn, som mange fangede med kameraet.

Klik på de enkelte billeder for at se en større version.

DMI's John Cappelen forklarer situationen og fænomenet:

En front, der adskilte varmere luft mod øst fra køligere luft mod vest, strakte sig sydfra op igennem Jylland, men flyttede sig kun lidt. Den afgav en del regn. Og da luftmassen var ustabil, faldt regnen i form af tordenbyger. I døgnets løb registrerede DMI 2489 lynnedslag i det område, der overvåges.

De indsendte billeder af skydækket beskriver nogle af de mønstre, der er karakteristiske for en stor bygesky, når et uvejr er indenfor synsvidde og måske også hørevidde.

Kraftig regn i en bygesky vil under faldet afkøle luften, den falder igennem, og den afkølede (og dermed tungere) luft synker mod jordoverfladen, hvor den udbreder sig til siderne - næsten som en flodbølge. Den giver sig til kende ved en gardinlignende 'skyvalke', som kan bevæge sig temmelig hurtigt.

Hvis den når frem og passerer en, vil man opleve et temperaturfald med heftige vindstød og 'de første dråber'. Kraftigere regn følger gerne efter, når vinden har lagt sig, og det er i forbindelse med den, lynaktivteten typisk er højest. Det siges ofte, at ’når regnen begynder er det værste overstået’, men det passer kun, hvis bygen er døende.

Den udstrømmende luft skubber luften ovenover til vejrs, så der her dannes skyer. Den stribede struktur af disse kan sammenlignes med ringene i en dam, man har plumpet en sten i. 'Stenen' i dette tilfælde er kernen af bygeskyen, hvor store op- og nedadgående bevægelser finder sted.

Skymønstret, der ledsager de kraftige vindstød, er let at genkende. På havet er sejlsportsfolk meget opmærksomme på det. 'Dravat' er en (oprindeligt hollandsk) betegnelse for fænomenet. Den går tilbage til sejlskibenes æra.  

17. maj 2013.

Se flere nyheder fra DMI  ♦ Modtag pressemeddelelser fra DMI på mail
Hent vores app til iPhone eller Android ♦ Følg DMI på X, LinkedIn og Instagram

Viden om vejr og klima

Se alle