Skovbrande truer turistområder i tørkeplaget USA
Flere end 50 skovbrande buldrer løs i det knastørre vestlige USA og truer ikke bare de meget kendte turistområder i Yosemite National Park, men også San Franciscos el- og vandforsyninger, rapporterer amerikanske medier.
Den største af brandene - den såkaldte Rim Fire - hærger i den nordvestlige del af Yosemite nationalparken og dækker et areal på 582 kvadratkilometer. Branden er mere end almindelig problematisk, fordi den søndag brændte kun tre kilometer fra Hetch Hetchy-vandreservoiret, der forsyner 85% af San Francisco med ferskvand. Endnu er vandet dog ikke forurenet, meddeler myndighederne.
Rim Fire er den hurtigst-bevægende af de mange skovbrande, og slukningsarbejdet hæmmes ved, at branden bevæger sig gennem uvejsomt terræn og vanskeliggør arbejdet for de 3414 brandfolk. Søndag aften så vinden ud til at lægge sig lidt, og det hjalp slukningsarbejdet.
Søndag aften lokal tid indrapporterede myndighederne, at de anså branden for at være 7% under kontrol, og de californiske brandmyndigheder har indledt forhandlinger med både USA's militær og canadiske myndigheder om forstærkninger.
Indtil videre er 23 bygninger ødelagt af brandene, 4.500 trues, hovedvej 120 gennem nationalparken er lukket, og i nærheden af 2000 hjem er evakueret. Tidligt mandag bevægede branden sig stadig mod øst, mens det var lykkedes brandfolk at stoppe dens udbredelse mod vest.
Årsagen til branden i Yosemite er endnu ikke klarlagt.
26. august 2013