Sommervejr udløser usædvanligt sommerfuglemylder

Det gode sommervejr har udløst midlertidigt boom af almindelige sommerfuglearter i den danske natur. Det aktuelle boom har dog ingen effekt på en ellers faldende bestand. Chancen for at opleve sommerfuglemylderet er stor i den kommende varme weekend.     

”En tilpas nedbørsrig juni efterfulgt af en solrig, tør og varm juli har skabt ideelle vejrbetingelser for sommerfuglene i den danske natur. De har opformeret sig i store mængder, og desuden er store og små kålsommerfugle og tidselsommerfugle kommet trækkende til Danmark sydfra i stort tal,” siger Michael Stoltze, der er sommerfuglespecialist, biolog og forfatter.

Største boom siden 1992

I haver og på andre blomsterrige steder i naturen myldrer det med sommerfugle for øjeblikket. Specielt blomstersorterne hjortetrøst, tidsler, høstborst, merian, knopurt, blåhat og lavendel tiltrækker sommerfuglene.

”Jeg mindes ikke at have set sommerfugle i så store mængder siden 1992. Dengang boomede sommerfuglene i skyer af navnlig kålsommerfugle og randøjer allerede først i juli efter en ekstrem solrig, tør og varm juni måned,” siger Michael Stoltze.

Ideelle opvækstbetingelser i år

De mange sommerfugle lige nu skyldes, at en håndfuld arter, der som larver lever på brændenælder, tidsler, korsblomstrede planter og græs, har haft ideelle opvækstbetingelser i år. Det er især hvid kålsommerfugl (både stor og lille), de sortbrune græsrandøje og engrandøje, dagpåfugleøje og tidselsommerfugl. Det er alle arter, der tåler de mange næringsstoffer, som Danmarks natur er belastet af.

”Når regnen falder koncentreret i juni, og det ellers er tørt og solrigt, overlever disse arters larver og pupper i usædvanlig grad. De bukker ikke under for angreb af sygdomme, snyltehvepse og -fluer, der ellers kan dræbe er stor del af sommerfuglene i unge stadier. Derfor er der lige nu et usædvanligt mylder af almindelige, næringsstoftolerante sommerfuglearter,” siger Michael Stoltze.

Alvorlig tilbagegang af sommerfugle

Ny rapport om Europas sommerfugle belyser, at der er alvorlig tilbagegang af sommerfugle i Danmark såvel som i resten af Europa.

”Langt de fleste sommerfuglearter er knyttet til vild, lysåben og næringsfattig natur med masser af blomsterplanter. Det er sommerfugle som svalehale, blåfugle, ildfugle, perlemorsommerfugle og pletvinger, der tilsammen udgør mere end halvdelen af vore dagsommerfuglearter. De har det skrækkeligt i dagens Danmark, og er alle i rivende tilbagegang. Tilmed er en halv snes arter allerede uddøde i løbet af de sidste årtier, og andre er meget tæt på at forsvinde fra Danmark,” siger Michael Stoltze.

Aktuelt boom gør ingen fremtidig forskel

Det aktuelle boom af sommerfugle vil dog ikke kunne gøre den store forskel for bestanden i Danmark. Der skal drastiske handlinger til for at genskabe sommerfuglenes levesteder.

”Hvis vi skal have mangfoldigheden af sommerfugle tilbage i Danmark, skal vi beskytte og genskabe levesteder i et helt andet omfang end hidtil. Vi skal sikre ugødede, blomsterrige bakker og skråninger, store næringsfattige enge og skovlysninger og brede grøftekanter”, siger Michael Stoltze og fortsætter:

”Vi skal passe på den lysåbne, næringsfattige natur, vi har tilbage, for det er her, Danmarks vilde planter og sommerfugle endnu holder stand. Og så skal vi genskabe nye levesteder for vilde planter og dyr ved at tage dårlig landbrugsjord ud af drift og stoppe al gødskning, sprøjtning og dræning dér.”

FN-aftale fra 2010 forpligter Danmark

Ifølge FN-aftale fra 2010 er Danmark forpligtet til at gøre noget for at sikre naturens mangfoldighed.

”Regeringen har bebudet en ’Naturplan Danmark’, som skal afhjælpe problemerne. Hvornår, den bliver fremsat, og hvad, den kommer til at indeholde, står imidlertid stadig hen i det uvisse,” afslutter Michael Stoltze.

2. august 2013.

Se flere nyheder fra DMI  ♦ Modtag pressemeddelelser fra DMI på mail
Hent vores app til iPhone eller Android ♦ Følg DMI på X, LinkedIn og Instagram

Viden om vejr og klima

Se alle