Tørkerekord drukner i frontbølge
Mindre end et døgn før månedens afslutning går et rekordforsøg i vasken.
Hidtil har juli været en særdeles nedbørfattig affære. Så nedbørfattig at vi med to døgn tilbage af måneden fortsat ligger under den gældende rekord på 15 millimeter.
Klimatolog John Cappelen har tirsdag gjort tallene for juli op.
"Til og med mandag har vi på landsplan fået 12 millimeter nedbør siden 1. juli. Der er altså fortsat 3 millimeter op til rekorden", fortæller han.
Selv om vejrrekorder er sjove betyder den ekstreme nedbørfattigdom dog efterhånden problemer rundt om i landet. Derfor er regn kærkommen. Og regn får vi masser af i det kommende døgn lover tirsdagens vagtchef Steen Rasmussen.
"Natten til onsdag passerer et lavtryk med tilhørende koldfront landet fra vest. Den fugtige luft, der ligger over os netop nu, kommer populært sagt op at ride på frontbølgen. Den kolde luft kiler sig ind under den som en sneplov", forklarer meteorologen.
Når luft løftes, falder lufttrykket. Og når trykket falder, så falder temperaturen. På et tidspunkt er den oprindeligt varme og fugtige luft så kold, at den relative fugtighed passerer 100%. Det betyder overmætning med vanddamp som naturen håndterer ved at danne vanddråber, der falder som regn.
Varsel om kraftig regn
"Der er et stort nedbørpotentiale i luften, der tirsdag ligger over Danmark. Hvis vi ser på en søjle op gennem den nederste del af atmosfæren, så er der over 30 millimeter til rådighed for dannelse af nedbør. Vi har da også her tirsdag eftermiddag udsendt et varsel om kraftig regn", siger Steen Rasmussen.
Kriteriet for kraftig regn er 24 millimeter på seks timer.
Ifølge de prognoser Steen Rasmussen sidder med, så får landet som helhed 9 millimeter i løbet af tirsdag og onsdag. Dermed stiger julis samlede nedbør til omkring 21 millimeter. Rekordforsøget slår altså fejl under et døgn før månedens afslutning klokken 00.00 natten til torsdag.
30. juli 2013