Vinteren skøjter fra mild mod kold
Tirsdag kom DMI's sæsonprognose for vinteren på gaden. Det starter mildt, men...
Hver måned offentliggør DMI en sæsonprognose. Denne gang dækker den hele kalendervinteren fra december til februar.
"Ifølge prognoserne starter vinteren mildt, blæsende og vådt, men kan efterhånden gå hen og blive mere kold og præget af højtryk", fortæller erhvervs- og energimeteorolog Herdis Damberg.
Vintervejret i det nordlige Europa og Skandinavien følger i høj grad det såkaldte NAO-indeks. NAO-indekset er kort fortalt et mål for trykfordelingen mellem Island og Azorerne, som indikerer den generelle cirkulation i regionen, herunder hvilken bane lavtrykkene fra Atlanten følger mod øst.
"NAO-indekset for denne vinter ser ud til at starte overvejende positivt. Positiv NAO betyder lavere tryk end normalt nær Island og højere tryk end normalt nær Azorerne. I den situation vandrer lavtryk, fronter og atlantisk luft ind forbi Danmark, og vinteren bliver derved overvejende mild, grå, blæsende og våd".
Det ser ud til at ændre sig i løbet af januar eller mere sandsynligt i februar, hvor vi skifter over mod et negativt NAO-indeks.
"Lavtryksbanen bliver dermed mere sydlig. Samtidig bliver højtryksblokeringer over Skandinavien, hvor kulde cirkulerer frem til os, mere sandsynlige. Kulden ser ud til at få godt fat i Norge og Sverige, efterhånden som vinteren skrider frem, og Danmark vil befinde sig på grænsen mellem det højtryksprægede og kolde vejr mod nord og det mere våde, milde og blæsende vejr mod syd", siger Herdis Damberg.
Februar ser derfor ud til som helhed at ligge tæt på normalen med hensyn til temperaturen, men dette kan dække over skifte mellem perioder, hvor vi får kulde ned fra nord og perioder, hvor mildere vejr strømmer ind fra sydvest.
I givet fald kan februar 2014 ende med at minde om februar 2012. Dengang bød månedens første ni dage på isnende kulde og en middeltemperatur på minus 7,5°C. Derefter skiftede vejret gear, og måneden sluttede endda med den varmeste februardag i 22 år.
12. november, 2013, justeret 13. november da februar endte med at 'lyde for kold' i teksten i forhold til den egentlige prognose.