2014 kan bryde markant dansk klimagrænse

Hvis ikke vejret snart skifter gear, ender 2014 med en middeltemperatur på 10°C i Danmark. Det er ikke bare rekord, det er markant rekord, siger klimatolog.

"Vi kan vist ikke undgå, at året 2014 bliver rekordvarmt".

Sådan siger klimatolog Mikael Scharling, efter han fredag har kigget målinger og prognoser for Danmark igennem.

Vores varmeste år hidtil er 2007. Dengang endte middeltemperaturen fra januar til december på 9,5°C. DMI's landsdækkende data går tilbage til 1874.

Hvor ender 2014?

2014 slår efter alt at dømme 2007, men med hvor meget?

"Lad os starte med at kigge på november. Lige nu ligger måneden på 9,6°C. Den resterende del bliver knapt så varm, så mit bud er, at vi ender på 7,7°C. Det er en temmelig lun, men ikke rekordvarm, november".

December er naturligt nok noget mere usikker. Mikael Scharling har regnet på forskellige scenarier for temperaturen i julemåneden, for at se hvor det reelt kan ende.

  • fra -4,9°C til og med  -3,9°C -> årsmiddel = 9,4°C (ikke rekord)
  • fra -3,8°C til og med  -2,7°C -> årsmiddel = 9,5°C (tangering af rekord)
  • fra -2,6°C til og med  -1,5°C -> årsmiddel = 9,6°C (rekord +0,1°C)
  • fra -1,4°C til og med  -0,4°C -> årsmiddel = 9,7°C (rekord +0,2°C)
  • fra -0,3°C til og med  0,8°C -> årsmiddel = 9,8°C (rekord +0,3°C)
  • fra 0,9°C til og med  2,0°C -> årsmiddel = 9,9°C (rekord +0,4°C)
  • fra 2,1°C til og med  3,2°C -> årsmiddel = 10,0°C (rekord +0,5°C)
  • fra 3,3°C til og med  4,3°C -> årsmiddel = 10,1°C (rekord +0,6°C)
  • fra 4,4°C til og med  5,5°C -> årsmiddel = 10,2°C (rekord +0,7°C)
  • fra 5,6°C til og med  6,7°C -> årsmiddel = 10,3°C (rekord +0,8°C)

Ud fra måneds- og sæsonprognosen vurderer Mikael Scharling, at december ender omkring 3°C. Det giver altså et årsmiddel for 2014 i Danmark på 10,0°C.

Markant rekord

"Med 10°C i Danmark bryder vi en markant mental grænse. Vi går fra en étcifret til en tocifret rekord", siger Mikael Scharling og sammenligner det med, da CO2-indholdet i atmosfæren første gang passerede 400 ppm i foråret 2013.

10,0°C er dog også markant af en anden årsag.

"Vi har aldrig slået års-rekorden med 0,5°C før. Normalt er det sket med 0,1 eller 0,2°C", slutter klimatologen.

14. november 2014.

Se flere nyheder fra DMI  ♦ Modtag pressemeddelelser fra DMI på mail
Hent vores app til iPhone eller Android ♦ Følg DMI på X, LinkedIn og Instagram

Viden om vejr og klima

Se alle