Behagelig sommer tilsat bygevejr

Juli måned viser hverken tegn på hedebølge eller heldagsregn i dagevis. Sommermåneden byder på behagelige temperaturer krydret med bygevejr.

Efter nogle solrige dage, hvor temperaturen nåede op over 28°C, står der nu blandet sommervejr på programmet.

Men hvordan ser det ud i juli måned og hvad med sommerens større begivenheder så som sankthans og årets Roskilde Festival?

Vi har spurgt erhvervs- og energimeteorolog Martin Lindberg, der har kigget vejrmodellerne igennem lidt længere frem i tiden.

Ustabil sankthans

Uge 26, der lægger ud med sankthansaften mandag den 23. juni, er sandsynligheden for ustabilt vejr størst.

”Det ser ud til, at en vestlig luftstrøm bringer en del regnbyger med sig, men også en del sol. Der er dog også mulighed for, at en højtryksryg får vejret til at stabilisere sig – den mulighed er dog ret lille,” siger Martin Lindberg.

På spørgsmålet om hvor stor chancen er for, at vejret sankthansaften arter sig til den tørre og stabile side, lyder meldingen fra meteorologen:

”Et skud fra hoften, så vil jeg sige, at der er 30 til 40% chance for, at vi får en sankthansaften med pænt vejr. Så muligheden er bestemt til stede – blot ikke den mest sandsynlige.”

Ikke tegn på dagsregn

Kigger vi på vejret til Roskilde Festival (den 29. juni til den 6. juli) arter vejret sig ikke meget anderledes. Det bliver nogle dage med ustadigt vejr på programmet – dog til den lidt mere tørre side end ugen forinden.

”I starten af uge 27, hvor Roskilde Festival starter, er der stærkere tendens til lidt mere stabilt vejr, men der vil altså stadig være mulighed for bygevejr undervejs i festivallen,” siger Martin Lindberg, som dog godt kan love, at det ikke bliver en periode med heldagsregn:

”Festivalgæsterne vil ikke skulle trækkes med heldagsregn i dagevis, men de vil få mulighed for at blive frisket op af en byge indimellem.”

Behagelige temperaturer

Generelt hælder juli måned til den tørre side med behagelige temperaturer på omkring 20°C. Der er endda mulighed for, at varm luft kan strømme op til os fra syd og give os endnu varmere vejr i kortere perioder. 

”Der er faktisk mulighed for, at termometret kan nå op på 30°C. Men hvis det sker, kommer det maksimalt til at vare en til to dage nogle enkelte gange i løbet af måneden,” siger Martin Lindberg.

Prognosen viser dog hverken tegn på hedebølge eller heldagsregn i dagevis.

”Som modelkørslerne viser lige nu, ser det ikke ud til, at vi får hverken flere dage med 30°C eller flere dage med heldagsregn. Juli måned bliver overordnet set en periode med behageligt vejr tilsat regnbyger indimellem,” slutter Martin Lindberg.

Læs mere i måneds- og sæsonprognosen.

11. juni 2013

Se flere nyheder fra DMI  ♦ Modtag pressemeddelelser fra DMI på mail
Hent vores app til iPhone eller Android ♦ Følg DMI på X, LinkedIn og Instagram

Viden om vejr og klima

Se alle