Danmark får sit næstvarmeste efterår

2014 er på vej mod temperaturrekord i Danmark. Det er vores næstvarmeste efteråret med til at sikre.

Med 10 døgn tilbage af efteråret ligger temperaturen i Danmark på 12,2°C. Det er præcis, hvad rekorden for hele efteråret fra 2006 lyder på. Vi er dog ikke i nærheden af en tangering. Det er resten af november for kølig til.

"De kommende dage trækker godt ned i regnskabet. Jeg vil tro, at vi ender på ca. 11,5°C for efteråret 2014 med de døgntemperaturer på ca. 5°C, vi får resten af november", siger klimatolog Mikael Scharling.

11,5°C er dog fortsat en klar 2. plads på listen over varme efterår, for konkurrenten er 11,0°C sat i 1949.

Efteråret 2006 satte sin rekord ved at sætte månedsrekorder i både september, oktober og november. Hollandske forskere vurderede efterfølgende, at et så varmt efterår kun forekommer én gang hver 10.000 år under stabilt klima.

Danmarks koldeste efterår kom i 1922, da temperaturen i de 3 måneder samlet set blot var 6,7°C. Det var altså omtrent 1°C koldere end den koldeste af de 3 efterårsmåneder i år.

2014 på vej mod rekord

Samlet set sender det varme efterår i 2014 året mod rekord.

"Det bedste bud på gennemsnittet i Danmark fra januar til december er 10,0°C. Det er 0,5°C varmere end den tidligere rekord på 9,5°C sat i 2007", siger Mikael Scharling.

Find flere danske kulde- og varmerekorder

Af Niels Hansen
© DMI, 19. november 2014, opdateret den 21. med nye tal og grafik.

Se flere nyheder fra DMI  ♦ Modtag pressemeddelelser fra DMI på mail
Hent vores app til iPhone eller Android ♦ Følg DMI på X, LinkedIn og Instagram

Viden om vejr og klima

Se alle