Efteråret blev Danmarks næstvarmeste
Varme både dag og nat samt store regnmængder på forskellige tidsskalaer prægede efteråret 2014.
Alle de tre efterårsmåneder i 2014 var præget af varme, og årstiden som helhed fik en middeltemperatur i Danmark på 11,4°C. Dermed oplevede vi Danmarks næstvarmeste efterår, siden målingerne startede i 1874. Det varmeste kom i 2006 med imponerende 12,2°C
Efteråret udmærkede sig i øvrigt ved følgende:
- Gennemsnittet af de daglige minimumtemperaturer var det næsthøjeste
- Gennemsnittet af de daglige maksimumtemperaturer var det 3. højeste (sammen med efteråret 2005)
- Vi fik den 7. højeste laveste minimumtemperatur (tænk over det, sætningen giver faktisk mening ;-) )
- Vi fik det 3. laveste antal frostdøgn
- Vi fik den 9. højeste døgnnedbør målt i en september måned
- Vi fik den næsthøjeste døgnnedbør målt i en oktober måned
- I løbet af ca. halvandet oktober-døgn fik Lendum i Nordjylland op mod 150 millimeter.
- Vi så et helt usædvanligt november-skybrud i Hvide Sande.
2. december 2014.