Gigantsolplet var en fuser
Den potente solplet 1944 var størrelse uden gørelse. Nu roterer den om på bagsiden af Solen uden at levere det festfyrværkeri, den havde garanteret.
Solplet 1944 var en af de største solpletter, astronomerne havde registreret i flere år, da den for godt en uge siden roterede ind i såkaldt 'geoeffektiv position' på solskiven. Derfra ville et eventuelt kraftigt soludbrud med stor sandsynlighed udløse massivt nordlys på Jorden.
Dagene gik, men 1944 forblev tavs trods NASA's varsler om meget høj risiko for udbrud. I dag onsdag er vi nået så vidt, at 1944 roterer helt ud af syne og om på Solens bagside.
Der er fortsat solpletter på den side, der vender mod Jorden, men de er små og har ikke de komplicerede, forvredne magnetfelter, der kræves, før de helt store soludbrud finder sted.
Af Niels Hansen
© DMI, 15. januar 2014.