Havet omkring Danmark stiger

Afsmeltning af sne og is samt opvarmning af havene fører til havniveaustigninger omkring Danmark med bl.a. tab af økosystemer og forøget kysterosion til følge. Ny rapport fra Miljøministeriet sætter fokus på konsekvenserne for Danmark ved et ændret klima.

Rapporten fra Miljøministeriet tager fat i flere for Danmark kritiske konsekvenser ved et ændret klima, ikke mindst effekterne af et øget havniveau.

Havet omkring Danmark er steget cirka 2 mm om året de seneste 100 år og stigningen forventes at blive kraftigere i løbet af de næste 100 år med flere og højere stormfloder til følge. Konsekvenserne af havniveaustigninger vil være forskellige fra kyst til kyst, hvor lavtliggende og kystnære landområder vil være mest udsatte for oversvømmelser.

"En stigning i det gennemsnitlige havniveau betyder, at der skal et mindre vind-bidrag til for at nå samme forhøjede vandstand som i dag. Det vil have direkte indflydelse på højden af fremtidige stormfloder," siger oceanograf Kristine Skovgaard Madsen og fortsætter:

"Derudover er det muligt, at de kraftigste storme vil blive kraftigere, og dermed også yde et ekstra bidrag til stormflodshøjden - specielt på den jyske vestkyst." 

Naturlige sandstrande forsvinder

Stormfloder påvirker en række forhold både i havet og langs kysten. Følgevirkninger omfatter, udover forøget risiko for oversvømmelse, bl.a. at man langs visse strækninger oplever forøget erosion af kysterne og tab af økosystemer.

"Forøget kysterosion påvirker f.eks. kystturisme negativt, eftersom naturlige sandstrande forsvinder. Kysterosion kan dog reduceres ved f.eks. at bygge diger, og stabilisere klitrækker," siger Ole Krarup Leth, leder af sektionen for Ocean Modellering, og fortsætter:

"På den anden side vil et forhøjet havniveau langs i hvert fald den sydlige Østersøkyst tillade sejlads af skibe med større dybgang end nu, uden at sejlrender og havne skal uddybes."  

Landhævning er størst i nord

Fremtidige havniveaustigninger er bestemt af en række faktorer og afhænger bl.a. af afsmeltningen af sne og is samt havets opvarmning. 

Det gennemsnitlige havniveau omkring Danmark er bestemt af ændringer i det globale og regionale havniveau samt landhævning siden isen smeltede bort efter sidste istid. Landhævningen er større i den nordlige del end i den sydlige del af landet.

Ændringer i det globale havniveau skyldes varmeudvidelse af vandsøjlen og afsmeltning fra iskapper og gletsjere. Der vil være regionale forskelle, især fordi afsmeltningen fra iskapper ikke fordeler sig jævnt i verdenshavet. Ændringer af styrke og retning i middelvinden over Nordsøen og Østersøen kan også påvirke den gennemsnitlige vandstand langs de danske kyster.

"Når oceanet bliver varmere forøges dets volumen og dermed havniveauet, og tilsvarende, hvis afsmeltningen fra iskapper og gletsjere overstiger akkumuleringen af nedbør på dem, så vil oceanet få tilført mere vand, og dermed stiger havniveauet," siger Ole Krarup Leth.

Du kan læse mere om scenarier og om konsekvenserne ved fremtidige klimaforandringer i Danmark under temaet om Klima.

Redaktion Marianne Brandt
© DMI, 28. oktober 2014

Se flere nyheder fra DMI  ♦ Modtag pressemeddelelser fra DMI på mail
Hent vores app til iPhone eller Android ♦ Følg DMI på X, LinkedIn og Instagram

Viden om vejr og klima

Se alle