Havisen kommer styrket ud af 2014
Lige nu er havisen i Arktis 30-40% tykkere end på samme tidspunkt de senere år. Det har gjort isen en smule mere robust og lært forskerne noget nyt om dens dynamik. Det betyder dog ikke, at den globale opvarmning er bremset.
Havisen i Arktis er ikke just forbundet med gode nyheder. Både isens areal og volumen er mindsket markant siden satellitmålingerne startede for 35 år siden, og ændringerne har en kraftig negativ effekt på klimaudviklingen. Temperaturen stiger således hurtigere i Arktis end i nogen anden region på den nordlige halvkugle. Til trods for den negative udvikling har man i år målt en stigning i tykkelsen på havisen.
"Klimaforandringerne er vor tids største udfordring. Til november er Danmark vært, når FN's Klimapanel kommer med en rapport, der viser, at klimaforandringerne bliver værre og værre. Men vi kan stadig nå at vende udviklingen, og ind i mellem ser vi tegn på, at skaderne på klimaet måske på sigt kan udbedres. Derfor er de forsigtigt positive tegn i havisen i 2014 spændende og vigtige at lære mere af", siger klima-, energi- og bygningsminister Rasmus Helveg Petersen.
Tykkeste is i 5 år
Den gennemsnitlige tykkelse af den arktiske havis er lige nu 30 til 40 % højere end på samme tidspunkt de seneste 4 år.
"Vi er hoppet op på niveau med den gennemsnitlige tykkelse for 10 år siden. Der er dog fortsat langt op til den tykkelse, isen havde for 20 eller 30 år siden, men det er positivt tegn af flere årsager", forklarer isforsker Rasmus Tonboe fra DMI.
Isens tykkelse er vigtig, fordi den er udtryk for, hvor godt Arktis' hvide dække er rustet til at stå imod storme og de meget varme somre, som kommer med års mellemrum.
"Vi kommer ud af smeltesæson 2014, som slutter her sidst i september, med en styrket havis. Får vi en meget varm sommer i Arktis i 2015, så er isen en smule mere robust nu end for blot et år siden", siger Rasmus Tonboe.
Han påpeger dog, selv om tykkelsen er øget i år i forhold til de senere år, er tykkelsen af den gennemsnitlige arktiske havis stadig på et helt andet og meget lavere niveau end tykkelsen i 1980’erne. Den ekstra tykkelse øger isens robusthed, men det er dog uvist, om det er nok til at modstå totalt kollaps i en varm sommer.
Ny viden om havisen
Væksten i tykkelsen fra 2013 til 2014 er også positiv, fordi den fortæller forskerne nyt om isens dynamik.
"Fordi det stort set udelukkende er gået ned af bakke, så længe vi har målt på havisen, har vi været usikre på, i hvilken grad isen ville være i stand til at genopfinde sig selv. Nu kan vi se, at i al fald tykkelsen responderer positivt på 2 år i træk med gavnlige vejrforhold. Skulle vi formå for alvor at gøre noget ved udledningen af drivhusgasser og den globale opvarmning, så har vi nu den første indikation på, at den polare havis alt andet lige ville formå at søge tilbage mod sit normale niveau".
Rasmus Tonboe understreger dog, at klimaændringerne i Arktis hverken er vendt eller bremset, og at havisen i Arktis ikke nødvendigvis er et reversibelt system.
"Den styrkede havis er et resultat af to sæsoner i træk med vejr, der har gavnet isen. Sidste år overlevede en del af den såkaldt 1. år is. Den is er i år 2. års is, og det er den, som står for hovedparten af tilvæksten i tykkelse", slutter Rasmus Tonboe.
Det var på høje tid med optimistisk nyt fra nord. Det seneste årti har set så dramatisk et tab af is, at det overgik selv klimamodellers mest pessimistiske forudsigelser.
Rasmus Tonboe kan kontaktes gennem DMI's pressekontor på 39 157 509 i instituttets åbningstid.
29. september 2014.