Hidsige byger fra sløv koldfront
En koldfront passerede søndag og natten til mandag hen over Danmark fra vest mod øst. På forsiden af fronten opstod kraftige byger, som fra syd drev op over landet med både enkelte skybrud, lokalt kraftig regn og masser af lyn til følge.
En koldfront ligger mandag formiddag over Danmark.
"Efter længere tids varmluft over Danmark, bevægede en koldfront sig ind over landet søndag. Fronten ligger fortsat og bølger over landet i dag. Dermed har de østlige og nordlige egne endnu risiko for kraftig regn og skybrud", forklarer mandagens Danmarks-vagt i DMI's vejrtjeneste, Klaus Larsen.
Allerede fra tidligt søndag morgen fremprovokerede fronten kraftige byger med masser af regn og lyn-aktivitet. Det startede i vest, hvor særligt det centrale østjylland fik en skylle, og bevægede sig derfra langsomt østpå. Ved midnatstid natten til mandag blev København således ramt af et voldsomt uvejr.
Flere steder blev kriteriet fra både skybrud og kraftig regn overskredet, og lokalt er der målt nedbørmængder på op mod 70 millimeter. Det svarer til hele augusts normale nedbør.
Klimatolog Mikael Scharling har mandag klokken 10 kigget data igennem. De højeste nedbørsummer fra 00.00 søndag til 14.00 mandag er:
- 67,8 mm registreret i Stevns kommune
- 50,0 mm registreret i Holbæk kommune
- 49,0 mm registreret i Odsherred kommune
- 39,5 mm registreret i Syddjurs kommune
I gennemsnit har landet i løbet af ca. 1½ døgn fået 11 millimeter regn. Det svarer til, at der i alt er faldet 473 millioner tons vand over dansk landområde.
Klaus Larsen forventer, at fronten har passeret landet ud på mandag eftermiddag. "De kommende dage får vi lidt køligere vejr, og det bliver igen mere tørt", slutter han.
Tirsdag følger vi op på, hvad den megen nedbør betyder for tørkeindeks.
4. august 2014