Hvirvelstrøm spærrer for ozonen
Nedbrydning af ozonlaget finder sted inden for den såkaldte polare hvirvelstrøm eller det polare vortex. Ozonmålinger byder i disse dage på et godt eksempel på sammenhængen mellem ozonlaget og den isolerende hvirvelstrøm, der fremmer ozonnedbrydning, såfremt den er stabil over længere tid.
Den polare hvirvelstrøm, også kendt som det polare vortex, forekommer om vinteren over polområderne og helt oppe i stratosfæren ved ozonlaget.
”Det polare vortex optræder hver vinter i en højde af 15 til 30 kilometer over polområderne med varierende styrke og placering,” siger seniorforsker Helge Jønch-Sørensen fra DMI's ozongruppe under Danmarks Klimacenter og forklarer:
”Inden for hvirvelstrømmen er luften isoleret fra den mere ozonrige luft, der findes uden for på lavere breddegrader. Hvis hvirvelstrømmen er stabil i lang tid, bidrager den i væsentlig grad til ozonnedbrydningen.”
Ozonrig luft cirkulerer rundt
På figuren til højre kan du se hvirvelvindens placering i ca. 22 kilometers højde den 13. februar 2014.
Figuren nedenfor viser tykkelsen af ozonlaget for samme dag.
”Det, som man bider mærke i her er, at der inden for hvirvlen er et forholdsvis tyndt ozonlag, mens den ozonrige luft cirkulerer rundt langs hvirvelvindens kant,” siger Helge Jønch-Sørensen
Et lavereliggende vejrfænomen, der kan ses på ozonmålingerne, er det ekstra tykke ozonlag over de britiske øer (med rødt i figuren nedenfor). Dette er en følge af kraftige lavtryk, der både har passeret og skal passere, og som medbringer storm og store mængder nedbør.
Ozonnedbrydende skyer
Inden for hvirvelvinden kan der opstå meget lave temperaturer med dannelse af polarstratosfæriske skyer, der medvirker til udtynding af ozonlaget.
”Polarstratosfæriske skyer giver ideelle betingelser for kraftig ozonnedbrydning, når solens lys når de polare egne i det tidlige forår,” siger Helge Jønch-Sørensen og fortsætter:
”Dette er, hvad vi ser hvert år over Antarktis i form af et egentligt 'ozonhul', mens dét over Arktis ikke har været så kraftigt.”
Stabil siden november
Den hidtil største udtynding af ozonlaget over den nordlige halvkugle fandt sted i marts til april 2011. Dette skete netop efter en meget lang periode med stabil hvirvelvind.
Om rekorden bliver slået i år kan dog ikke forudsiges på nuværende tidspunkt.
”Vi kan endnu ikke forudsige, hvor lang en periode med stabil hvirvelvind, der ligger foran os. Hvirvelvinden har dog været meget stabil siden november 2013, og 10-døgns prognosen fortsætter i samme spor,” slutter han.
14. februar 2014.
