Kategori 4-tyfon Neoguri truer Japan

Den er endnu langt væk i det nordvestlige Stillehav, men Tyfon Neoguri er lørdag aften dansk tid blevet til en tropisk orkan i den alvorlige klasse. Og den har kurs mod japanske først Okinawa og siden Kyushu. Undervejs hæver prognoserne den til en kategori 5-tyfon med middelvinde på op til 270 kilometer i timen.

Neoguri befinder sig lørdag aften i det nordvestlige Stillehav nordvest for Guam. Her har den i løbet af kort tid udviklet sig til en kategori 4-tyfon, og er dermed i næsthøjeste kategori. Dens kurs er nordvestlig, og prognoserne forudser, at den endnu vil styrkes og være en kategori 5-tyfon, når den passerer Okinawa mandag.

Tropiske orkaner i den vestlige del af det nordlige Stillehav kaldes tyfoner, så derfor bliver Neoguri til en tyfon, når den får orkanvinde.

”Neoguri er et af de tropiske systemer, som vi holder meget øje med,” siger Carsten Kofoed, leder af DMI’s Maritime Service, som rutevejleder flere skibe i området. ”Vi har flere forskellige prognoser, som antyder, at Neoguri kan udvikle sig voldsomt over de kommende dage, og det skal vi naturligvis være opmærksomme på.

Holder prognoserne, så kan japanerne stå over for flere problemer. Udover de massive vinde skubber tyfonen også store mængder havvand med sig og kan give stormflod, og der er yderligere meget store regnmængder i sådan en sag.

Tabellen viser sammenhængen mellem kategorien for en tropisk cyklon og vindhastigheden i forskellige enheder.

4. juli 2014.

Se flere nyheder fra DMI  ♦ Modtag pressemeddelelser fra DMI på mail
Hent vores app til iPhone eller Android ♦ Følg DMI på X, LinkedIn og Instagram

Viden om vejr og klima

Se alle