Klodens varmeste oktober øger risikoen for globalt rekordår
2014 fortsætter den globale hedetur. Helt nye data for den nederste del af atmosfæren viser, at også oktober blev den varmeste i de 150 år, hvor der er målt temperatur på kloden.
Også oktober er nu endt rekordvarm på Jorden. Det viser analyser af de globale temperaturer, som blev offentliggjort fredag.
"Siden april har vi set flere rekorder, der enten er tangeret eller overgået. April til juli var meget varme, og både august og september blev de varmeste af deres slags. Nu følger så en rekordvarm oktober", fortæller klimaforsker og DMI's ekspert i globale temperaturmålinger, Martin Stendel.
Ifølge de to amerikanske institutioner National Climatic Data Center (NCDC) og NASA/Goddard Institute for Space Physics (GISS) indtager oktober 2014 1. pladsen som den varmeste oktober. Hos NCDC er oktober 0,67°C varmere end gennemsnittet for perioden 1961-1990. Hos GISS er det tilsvarende tal 0,68°C.
Varme måneder sender året mod rekord
Med paraden af varme måneder i 2014 er året nu på vej mod en klar, global rekord.
"Samlet set er årets første 10 måneder nu på en klar 1. plads hos både NCDC og GISS. Afvigelserne fra 1961-1990-perioden er henholdsvis 0,56°C hos NCDC og 0,58°C hos GISS.", siger Martin Stendel.
Data fra CRU - klimaforskningsenheden på det britiske Hadley Center - er endnu ikke til rådighed.
Martin Stendel vurderer, at hvis ikke november og december ender temmelig kolde globalt, så bliver 2014 det varmeste år målt på kloden.
To årsager til varmen
De høje temperaturer i den nedre del af atmosfæren skyldes i høj grad to regioner i Stillehavet, som er betydeligt varmere end normalt.
Den ene region er det østlige, tropiske Stillehav, hvor en svag El Niño bidrager til de forholdsvis høje havtemperaturer og dermed høje lufttemperaturer. Den anden region ligger i det nordlige Stillehav, som er rekordvarmt fra Alaska til Californien i øjeblikket. Det skyldes formentlig, at usædvanlig kraftige vestenvinde presser varmt vand op langs den nordamerikanske stillehavskyst mod nord.
21. november 2014