Nordjylland fik 148 mm på 2 døgn
En næsten stationær frontzone regnede i 1½ døgn på det nordligste Nordjylland. Ved en enkelt station er der faldet der 148 millimeter.
Onsdag og torsdag var de største nedbørmængder i Nordjylland:
- Lendum 148,1 mm
- Frederikshavn Materielgård 111,8 mm
- Uggerby 109,0 mm
- Frederikshavn Centralrenseanlæg 105,8 mm
Normalt falder der 83 millimeter i Nordjylland i hele oktober.
Krig mellem kulde og varme
Den massive og langvarige nedbør opstod på grænsen mellem relativ kold luft over Mellemskandinavien og noget lunere luft over Mellemeuropa og Sydskandinavien.
På grænsen dannes en frontzone, hvor den varme luft blev tvunget op over den kølige. Det vred masser af vand ud af atmosfæren, og da zonen ikke flyttede sig nævneværdigt, så fortsatte regnen med at falde over det samme område - i dette tilfælde Nordjylland.
Frontzonen med den massive, vedvarende regn rykkede dog langsomt nordpå i løbet af torsdagen. Regnvejret fortsatte dog hen over torsdagen, men med lavere intensitet.
Også fredag er der regn i vente, men ikke noget, der ligner nedbørmængderne onsdag og torsdag.
Der er pænt meget vand i det nordjyske i dag pic.twitter.com/59lBk3qFTT
— Poul Rasmussen (@JatakPoul) 16. oktober 2014
Redaktion Niels Hansen
© DMI, 16. oktober 2014, opdateret den 17. med nye kort og tal.