Ny rekord tilflyder verdens vådeste sted
Cherrapunji i Indien er i forvejen kendt som verdens vådeste sted - og nu understreger FN’s organisation for vejr og klima, WMO, det atter en gang. Et ekspertpanel under WMO konkluderer, at Cherrapunji skal tilskrives rekorden for mest nedbør i løbet af 48 timer.
Tidligere besad den franske ø i det Indiske Ocean La Reunion rekorden 2.467 millimeter, men nu har eksperterne altså verificeret, at de 2.493 millimeter regn, som faldt i Cherrapunji den 15-16. juni 1995, var gode nok.
Den indiske landsby i delstaten Meghalaya har i forvejen rekorden som det vådeste sted over 12 måneder med 26470 millimeter for perioden august 1860 til juli 1861 - det er altså over 26 meter. Byen ligger på et plateau, hvor kombinationen af den regnfulde sommermonsun og en bjergtopografi næsten trækker vandet ud af skyerne.
Tilbage i det Indiske Ocean ligger La Reunion ikke tørlagt - snarere tværtimod. Øen rammes med jævne mellemrum af tropiske cykloner og indehaver stadig rekorderne for største 12-timers, 24-timer, 72-timers og 96 timers regnfald.
3. april 2014