Nye ozon-skadelige gasser målt
Udslip af nye CFC-gasser undrer i videnskabelige kredse. Kilden - eller kilderne - er nemlig ukendte, forklarer DMI-forsker.
Forskerne forventer, at en genopretning af ozonlaget kommer i gang; ikke mindst som resultatet af Montreal-protokollens effektive begrænsning af blandt andet de såkaldte CFC gasser. Ozonlaget beskytter alt levende mod Solens UV-stråling, der forårsager hudkræft og belaster øjne og immunsystem.
"Udtyndingen af ozonlaget burde ifølge prognoserne toppe i det nuværende tiår for derefter langsomt at vende tilbage til 'før-1980'-niveauet", siger UV-forsker Helge Jønch-Sørensen fra DMI's Afdeling for Forskning og Udvikling.
Nu viser en ny undersøgelse imidlertid, at ikke alle typer CFC-gasser blev 'fanget' af protokollen. Forskere fra University of East Anglia har sammen med et hold af internationale kolleger fremlagt målinger af atmosfærens indhold af forskellige typer CFC-gasser i perioden fra 1978 til 2012.
"I 1989 dominerende gasser som CFC-11 og 12, og udslippet af dem og andre mindre betydende CFC-gasser er som forudset faldet ganske drastisk.
Imidlertid er der nu fundet stigende koncentrationer af nogle CFC gasser, f.eks. CFC-113a.
"Det totale udslip af de 'nye' cfc-gasser er stadig langt under de gamle CFC-gassers bidrag, da det toppede, og koncentrationerne i atmosfæren er så små, at det ikke umiddelbart er en trussel mod ozonlaget. Det interessante i denne forbindelse er imidlertid, at der tilsyneladende er sket en kraftig stigning de seneste år, og at kilden eller kilderne endnu ikke er identificeret", siger Helge Jønch-Sørensen.
Gasserne er påvist både i atmosfæreprøver fra Tasmanien og sneprøver fra Grønland. Arbejdet er netop udgivet i det videnskabelige tidsskrift Nature Geoscience.
17. marts 2014.
Montreal-protokollen
I 1989 trådte Montreal-protokollen i kraft. Den forpligtede verdenssamfundet til at udfase industriens brug af CFC-gasser (Kulstof, Fluor og Klor-gasser), fordi de havde vist sig at medføre en kraftig og langvarig nedbrydning af ozonlaget med årligt tilbagevendende ozonhuller over Antarktis som den mest tydelige konsekvens.
