Regn oversvømmer Rivieraen
Voldsomt regnvejr forårsager oversvømmelser ved populære ferieområder på Den Franske Riviera.
Udsædvanligt regnvejr ramte i weekenden den 18.-19. januar det sydøstlige Frankrig og forårsagede oversvømmelser på Den Franske Riviera.
Regnen var meget konstant over weekenden, og specielt i Var-regionen udartede situationen sig med hastige skridt, eftersom jorden hurtigt var mættet af de store regnmængder, skriver det nationale meteorologiske institut.
På det mest kritiske tidspunkt i løbet af weekenden registrerede myndighederne lokalt mere end 200 mm regn.
Floder og vandløb, der normalt løber ud i Middelhavet, bredte sig over store boligområder og lukkede flere veje i regionen.
Mange af feriebyerne langs Den Franske Riviera, inkl. den populære feriedestination Saint-Tropez, blev ramt af oversvømmelserne.
I byen La Londe-les-Maures var lokalbefolkningen vidne til oversvømmede huse og gader omdannet til floder. Se videoklippet nedenfor (fra YouTube af 'Olivier nono').
Mandag den 20. januar erklærede den franske regering national nødsituation i Var-regionen.
To har mistet livet, og over 150 måtte evakueres i helikoptere. Derudover blev over 4.000 boliger ramt af strømsvigt som følge af oversvømmelserne.
21. januar 2014.