Roskildevejret 2014: Smukt festivalvejr

For andet år i træk blev gæsterne på Roskildefestivallen forkælet med godt vejr alle musikdagene.

De fire festivaldage 2014 endte med en gennemsnittemperatur på 18,8°C. Det er den varmeste festival siden 2009 og den femtevarmeste festival overhovedet.

Den absolut højeste temperatur i år på 27,5°C blev registreret sent fredag eftermiddag. Det var rigtig varmt, og kun 1,2°C fra rekorden på 28,7°C fra 1976.

Generelt var det varmt alle dage - ikke mindst fredag til søndag, hvor der blev registreret varmebølge.

Nat- og morgentemperaturene var ligeledes ganske lune startende fra 10,3°C om torsdagen for at toppe lørdag med 15,9°C.

Småregn fredag morgen

Fredag oplevede gæsterne festivalens eneste nedbør, da der faldt 0,4 mm regn i morgentimerne. De resterende dage holdt det tørt, selv om det til tider var rimelig skyet.

Årstal Torsdag
(mm)
Fredag
(mm)
Lørdag
(mm)
Søndag
(mm)
Sum (mm)
2010 0 0 0 0 0
2011 2,5 6,6 18,5 0 27,6
2012 0 6,9 0,5 0,5 7,9
2013 0,1 0 0 0 0,1
2014 0,0 0,4 0,0 0,0 0,4

Nedbør i de enkelte døgn under festivallen samt den samlede nedbørsum for de fire festivaldage.

Årstal Torsdag (°C) Fredag (°C) Lørdag (°C) Søndag (°C) Middel (°C)
2010 17,6 18,4 19,0 19,3 18,6
2011 13,6 14,8 19,6 20,5 17,1
2012 17,3 17,2 17,4 18,0 17,5
2013 17,6 14,7 15,4 17,1 16,2
2014 16,0 19,5 19,1 20,4 18,8

Temperaturen de enkelte dage er døgnets gennemsnit. Middel er gennemsnittet for de fire festivaldage.

Roskildevejret gennem tiden

De laveste temperaturer målt på Roskildefestivallen skal vi helt tilbage til henholdsvis 1994 og 1989 for at finde (blot 4,9°C).

Den varmeste festival skal vi tilbage til 1976 for at finde med 21,9°C som gennemsnit for de dengang tre døgn. Den koldeste er fra 1984 med blot 11,5°C.

Den vådeste festival er fra 2007, hvor der kom hele 46 mm regn - det meste om torsdagen. 

12 gange har det holdt helt tørt - senest i 2010.

Se flere billeder på DMI's flickr-konto.

8. juli 2014

Se flere nyheder fra DMI  ♦ Modtag pressemeddelelser fra DMI på mail
Hent vores app til iPhone eller Android ♦ Følg DMI på X, LinkedIn og Instagram

Viden om vejr og klima

Se alle